Novo: Ledelsen skal have større bonusprogrammer

Udgivet den 22-02-2013  |  kl. 09:38  |  

Novo Nordisks koncerndirektion skal have mere lukrative bonusprogrammer.

På generalforsamlingen den 20. marts vil bestyrelsen foreslå, at den maksimale årlige kontante bonus hæves til 12 måneders løn plus pension. Den nuværende maksimumbonus er 6 måneders løn plus pension.

Tilsvarende foreslås det aktiebaserede bonusprogram hævet til 12 måneders løn plus pension fra tidligere 8 måneder.

- Hvert år vurderer Novo Nordisks bestyrelse aflønningen af koncerndirektionen i forhold til nordiske virksomheder og europæiske lægemiddelvirksomheder. Disse sammenligninger viser, at visse elementer af aflønningen af koncerndirektionen ligger under markedsniveauet, begrunder bestyrelsen.

De nye ordninger vil ikke nødvendigvis blive udnyttet fuldt.

Topchef i Novo Nordisk Lars Rebien Sørensen fik i 2012 en fast grundløn på 8,4 mio. kr. samt 2,8 mio. kr. i pension. Den kontantbaserede incitamentsordning udløste en udbetaling på 2,9 mio. kr.

Koncerndirektionen, der ud over Lars Rebien Sørensen talte Jesper Brandgaard, Kåre Schultz, Lise Kingo og Mads Krogsgaard Thomsen, fik i 2012 en samlet fast grundløn på 27,5 mio. kr. og pension for 9,1 mio. kr. Koncerndirektionen er i 2013 udvidet med yderligere to medlemmer. Jakob Riis er udnævnt til koncerndirektør med ansvar for marketing og medical affairs, og Lars Fruergaard Jørgensen er blevet koncerndirektør med ansvar for it, quality & corporate development.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk