Novo melder om succesrigt fase 3-studie med nyt kombinationsprodukt
Novo Nordisk melder om et succesrigt fase 3-studie med lægemiddelkandidaten Icosema, der kombinerer Novos ugentlige insulin Icodec med GLP-1-analogen Semaglutid.
Der er tale om et studie, der sammenlignede Icosema givet en gang om ugen til behandling af type 2-diabetes med en behandling, der kombinerer det langtidsvirkende insulin, Glargine U100, med det hurtigtvirkende insulin Aspart benyttet to til fire gange om dagen og injiceret i forbindelse med måltiderne.
Studiet blev gennemført i 679 type 2-diabetikere og viser, at Icosema ikke var dårligere til at regulere blodsukkeret end kombinationsbehandlingen med langtidsvirkende og hurtigtvirkende insulin.
Samtidig gav Icosema anledning til signifikant færre tilfælde af hypoglykæmi, hvor blodsukkeret falder for kraftigt. Desuden opnåede Icosema-gruppen et estimeret vægttab på 3,6 kilogram, mens patienterne på kombinationsbehandlingen med insulin tog 3,2 kilogram på i vægt. Også denne forskel var klinisk signifikant.
Hos Novo er udviklingsdirektør Martin Holst Lange meget tilfreds med resultaterne.
- Resultaterne viser, at IcoSema har potentiale til at forenkle insulinintensiveringen ved at reducere injektionsbyrden til en enkelt injektion om ugen sammenlignet med omkring 28 injektioner om ugen for personer med type 2-diabetes, der er utilstrækkeligt kontrolleret med basal insulin, samtidig med at der opnås glykæmisk kontrol samt vægtfordele og lavere forekomst af hypoglykæmi, siger Martin Holst Lange ifølge meddelelsen.
Fase 3-studiet er del af fase 3-programmet, Combine, der tæller yderligere to studier med Icosema.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›