Novo når årets 30. lukkerekord efter hel uge i grønt

Udgivet den 08-09-2023  |  kl. 17:35  |  
Arkiv: Foto

Novo Nordisk har fredag markeret sjette dag i plus i træk efter en hel uge i grønt med intet mindre end fem kursrekorder.

Med det har den danske medicinalgigant nået årets 30. lukkerekord efter en stigning fredag på 0,2 pct. til 1355,20 kr.

Med den sjette børsdag med stigninger på stribe har Novo taget yderligere afstand til de 3000 mia. kr. i markedsværdi, som selskabet passerede torsdag.

Nærmere bestemt er værdien af Novo fredag steget med knap 7 mia. kr. til 3034 mia. fraregnet værdien af selskabets beholdning af egne aktier.

Torsdag kom det frem, at den amerikanske storbank JPMorgan har løftet sit kursmål for Novo til 1500 kr. fra 1200 kr.

Det skete ifølge Bloomberg News blandt andet med henvisning til, at den amerikanske storbank vurderer, at Novo vil vinde næsten halvdelen af det hastigt voksende marked for vægttabsmidler. Sker det, vil Novo ifølge børshuset potentielt nå en omsætning fra vægttabsmidler på 33 mia. dollar, eller 230 mia. kr., i 2030.

JPMorgans anbefaling af Novo-aktien er uændret "overvægt".

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Shares❯