Novo Nordisk ramt af flere dårlige nyheder - laveste lukkeniveau siden januar
Novo Nordisk kan se tilbage på en mandag, der var præget af flere dårlige nyheder.
Det pressede aktien, der faldt 1,8 pct til 770,60 kr., hvilket er et lukkeniveau, der ikke er set lavere siden januar. Aktien er dog fortsat steget 10,4 pct. i år.
Det var blandt andet det østrigske finanshus Erste Group, der ikke mener, at Novo kan ikke holde trit med konkurrenterne, når det gælder udvidelse af produktionsfaciliteter til fedmemarkedet.
- Der er lige nu flaskehalse i forsyningskæden, og det tager lang tid at få de nødvendige produktionsudvidelser på plads, skrev finanshusets analytiker Hans Engel, der satte anbefalingen ned til "hold" fra "køb".
Også Berenberg ser mere fart på konkurrenterne og vurderede mandag, at den store amerikanske konkurrent, Eli Lilly, formentlig er på vej med et solidt regnskab for tredje kvartal. Finanshuset ser samtidig momentum fortsætte i Eli Lillys favør på markedet for behandling af svær overvægt.
Det skyldes ikke mindst, at Lilly ser ud til at have fået produktionen af sit vægttabsmiddel, Zepbound, op i gear, mens Novo fortsat ikke kan møde efterspørgslen efter sit vægttabsmiddel Wegovy i USA.
- Efterspørgslen efter fedmemedicin er fortsat stor, men Lilly ser ud til at gøre større fremskridt i forhold til at imødekomme denne efterspørgsel end Novo, konstaterer Berenberg.
Novo kommer med regnskab i næste uge, og amerikanske recepttal har fået analytikere til at skrue ned for forventningerne.
Tallene tyder på, at den acceleration i salget af Wegovy, som Novo har varslet kommer i andet halvår, og som er indbygget i forventningerne til 2024, først for alvor kommer i fjerde kvartal. Banker som JPMorgan, Barclays og Bank of America har derfor skruet ned for forventningerne til Novos salg i tredje kvartal, skriver Finans.
Regnskabet lander den 6. november fra morgenstunden.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯