Novo-rivalen Sanofi skifter spor og fravælger diabetesbehandling

Udgivet den 10-12-2019  |  kl. 06:49  |  
Arkiv: Foto

Franske Sanofi, der konkurrerer med Novo Nordisk på markedet for diabetesbehandling, vil i fremtiden fokusere på blandt andet kræftbehandling og blødersygdomme, mens diabetes ikke længere er en del af medicinalgigantens fokusområde.

Det fremgår af den nye strategi, som Sanofi vil præsentere på sin kapitalmarkedsdag tirsdag i Cambridge, Massachusetts, USA.

- Sanofi har vundet lederskab og ændret praksis inden for behandling af diabetes og hjerte-kar-lidelser. Nu forbereder vi os på den næste cyklus med nye innovative tilbud til patienterne, udtaler den nye topchef i Sanofi, Poul Hudson.

Som en del af strategiskiftet vil Sanofi stoppe al udvikling af ny medicin inden for diabetes- og hjerte-kar-området, oplyser det franske selskab. Det gælder også den videre udvikling af GLP-1-analogen Efpeglenatid, som Sanofi ikke har tænkt sig at arbejde videre med for at få produktet på markedet.

Efpeglenatid, der var en potentiel konkurrent til Novo Nordisks Ozempic, da midlet ligeledes er til dosering én gang ugentligt, var ellers på vej ind i afgørende fase 3-studier, men de droppes nu af det franske selskab.

- Angående de nedprioriterede forretninger annoncerer Sanofi et stop af udviklingen i diabetes og hjerte-kar-sygdomme og vil ikke forfølge planerne om at lancere Efpeglenatid, skriver Sanofi i sin meddelelse fra sent mandag.

KRÆFT- OG BLØDERSYGDOMME SAMT NEUROLOGI ØVERST PÅ DAGSORDENEN

Fremover vil Sanofi nu inddele sin forretning i tre primære områder - Speciality Care, der dækker over immunterapi, sjældne sygdomme, sjældne blødersygdomme, neurologi og onkologi, Vacciner samt General Medicines - hvor de eksisterende diabetesmidler lægges ind.

Den nye strategi fokuserer særligt på det første område, og de seks nye behandlinger, som Sanofi vil fokusere på, retter sig mod blandt andet sclerose, blødersygdommene Hæmofili A og B og brystkræft - men ikke diabetes eller hjertekarsygdomme.

Oplysningerne om den nye strategi kommer samtidig med, at Sanofi mandag oplyste, at den franske koncern har købt det amerikanske biotekselskab Synthorx, der fokuserer på at forlænge og forbedre livet for patienter med kræft og andre autoimmune sygdomme, i en handel til 2,5 mia. dollar - svarende til knap 17 mia. kr.

Sanofi havde i tredje kvartal et salg af diabetespræparater på 1261 mio. euro. Salget var præget af et dyk i salget af det langtidsvirkende insulin Lantus, der i lang tid var verdens bedst sælgende insulin, og efterfølgeren Toujeo, på hele 24,7 pct. i USA til 451 mio. dollar.

Årsagen var blandt andet, at Lantus er ramt af kopikonkurrence, fordi midlet er løbet af patent. Desuden er Sanofi ligesom Novo ramt af krav om øgede rabatter til patienter under den offentlige amerikanske sygesikring Medicare samt vigende priser på insulin generelt. Netop sidstnævnte er et meget varmt politisk emne på det store amerikanske marked.

Sammen med den nye produktstrategi vil Sanofi også præsentere nye finansielle ambitioner, der blandt andet omfatter besparelser og effektiviseringer med en effekt på 2 mia. euro i 2022, som skal bidrage til finansiering af udviklingen af nye midler på fokusområdet.

Sanofis kapitalmarkedsdag i Cambridge, Massachusetts, indledes klokken 15 dansk tid tirsdag.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder