Novo/CSO: Godkendelsen af Rybelsus er super vigtig

Udgivet den 20-09-2019  |  kl. 18:12  |  

Markedsføringstilladelsen i USA til Novo Nordisks diabetespille, Rybelsus, er en af de vigtigste godkendelser nogensinde for Novo Nordisk. Godkendelsen er helt på linje med dengang, Novos bedst sælgende lægemiddel, Victoza, blev godkendt i 2010.

Det vurderer koncerndirektør med ansvar for forskning og udvikling, Mads Krogsgaard Thomsen, efter at pillen, der tidligere gik under navnet oral Semaglutid, er blevet godkendt af den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA.

- Det er super vigtigt for os. Det var en meget stor dag for os, da Victoza den 25. januar 2010 blev godkendt i USA, men jeg vil sige, at den her godkendelse er helt i samme liga, siger Mads Krogsgaard Thomsen til Ritzau Finans.

Han peger på, at Novo med godkendelsen af Victoza gik fra at være en insulinproducent til at brede forretningen ud til en ny form for diabetes 2-behandling med et såkaldt GLP-1-middel.

Også Rybelsus er et GLP-1-middel, men i pilleform og dermed mere bekvem for patienterne, der ofte ikke er vilde med at stikke sig.

- Hvor Victoza tog os fra insulin til noget endnu mere innovativt, så tager Rybelsus os fra at være et firma med injektionsbaserede lægemidler til at være et oralt firma, siger Mads Krogsgaard Thomsen.

NYT OM LANCERINGEN PÅ MANDAG

Analytikere ser store muligheder for diabetespillen, da den giver Novo mulighed for at angribe hele pillemarkedet, der løber i samlet 200 mia.

Allerede næste år spår analytikere ifølge Bloomberg, at Rybelsus når et salg på 1,8 mia. kr. stigende til 6,8 mia. kr. i 2021 og yderligere til 12,3 mia. kr. i 2022.

Hvordan Novo forestiller sig lanceringen vil forløbe, ønsker Mads Krogsgaard Thomsen først at gå i detaljer med mandag morgen på en telekonference.

- Planen er, at vi holder en telekonference, hvor vil tale lidt om vores tilgang til prisfastsættelsen, og vores tilgang til at gå ud til markedet og til patienterne.

- Men grundlæggende er ideen jo følgende: at sætte en pris, gå i forhandling med myndighederne og så starter man typisk med en lancering over for specialister, hvor endokrinologerne, som har virkelig meget forstand på diabetes, og som er med til at træne familielæger, skal blive fortrolige med og begejstrede for produktet gennem en lancering inden for forfærdeligt længe, siger Mads Krogsgaard Thomsen.

Først lidt senere, når Novo har sikret sig aftaler med de store indkøbsforeninger om, at patienterne kan få tilskud til midlet, giver det mening at lancere midlet bredt.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Director❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder