Novo/dir: Tresiba er på hylderne i Indien

Udgivet den 24-09-2013  |  kl. 08:15  |  

Mens Novo Nordisk må vente flere år endnu med at lancere sit nye langtidsvirkende insulin Tresiba i USA, er udrulningen på et par af vækstmarkederne i skudt i gang. Første land i den store geografiske region International Operations var Mexico, og den 31. august blev selve lanceringen i Indien skudt i gang, hvorefter insulinet kom ud på apotekerhylderne i går, mandag.

Og meldingerne fra Indien er foreløbigt gode, fortæller chef for International Operations Mike Doustdar under et interview ved den europæiske diabeteskonference i Barcelona. Han venter, at Tresiba-lanceringen vil medvirke til samme gradvise skifte, som der er sket historisk ved lanceringen af nye insuliner, eksempelvis ved det seneste skifte fra human insulin hen mod moderne insuliner, såsom Novos og Sanofis langtidsvirkende insuliner, Levemir og Lantus og de hurtigtvirkende insuliner NovoRapid og Humalog fra henholdsvis Novo og amerikanske Eli Lilly.

- Moderne insuliner har i dag en penetration på omkring 70 pct. målt i værdi i International Operations. Det er der mange, der ikke ved, fordi de antager, at det er vækstmarkederne, hvor få har penge. Men det er en myte. Ligegyldigt om du er tysker, inder eller fra Bangladesh, så ønsker folk den bedste kvalitet, og når det kommer til sundhed, så vil du være overrasket over, hvor mange, der rent faktisk er villige til at betale for den bedste kvalitet af sundhedsydelser, siger Mike Doustdar.

Samtidig er middelklassen voksende i regionen, og derfor vil flere få råd til bedre sundhed.

Han venter derfor på kort til mellemlangt sigt at se en bevægelse mod næste generation af moderne insuliner.

ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk