Novozymes/Nordea: Mål opjusteres til 275 op til regnskab
Nordea løfter kursmålet på Novozymes med 25 kr. til 275 kr. fredag op til regnskabet fra selskabet i næste uge.
- Årsagen til opjusteringen er et mere positivt syn på mulighederne for at udvinde bl.a. 2-generations biobrændstof, skriver Nordea i sin morgenberetning.
Nordea har høje forventninger til 2.-generations bioethanol, og ikke mindst det store samarbejde med Monsanto, der blev offentliggjort i december.
- Det er to stærke langsigtede trækheste, som vi venter vil bidrage til at accelerere omsætningsvæksten helt frem til 2017 og derigennem skabe yderligere vækst til den allerede attraktive forretning, skriver Nordea, der udover vækstmulighederne mener, at aktiemarkedet undervurderer stigningspotentialet i lønsomheden.
- Når vi lægger disse ting sammen, er konklusionen klar. Novozymes er en rigtig stærk langsigtet case, og man skal ikke lade sig afskrække af aktiens høje prisfastsættelse, konkluderer Nordea.
Novozymes lukkede torsdag i 235,5 kr.
/ritzau/FINANS
Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk