Nr. 17 2015 Solar lancerer aktietilbagekøbsprogram
Solar har besluttet at iværksætte aktietilbagekøb for et beløb op til DKK 70 mio.
Baggrund
Solars bestyrelse har vurderet selskabets kapitalstruktur og ønsker på den baggrund at iværksætte aktietilbagekøb. Aktietilbagekøbsprogrammet sker under hensyntagen til de igangværende sonderinger vedrørende mulighed for ekspansion. Solar har en betydelig finansiel styrke, der ikke vil blive påvirket af det nye program for aktietilbagekøb.
Aktietilbagekøb
Bestyrelsens beslutning om at tilbagekøbe egne aktier sker i henhold til bemyndigelse givet på generalforsamlingen den 27. marts 2015.
Aktietilbagekøbet løber i perioden fra og med 23. november 2015 til og med 30. juni 2016 og er begrænset til en maksimal værdi på DKK 70 mio. Tilbagekøbsprogrammet vil dog blive afsluttet, hvis bemyndigelsen til bestyrelsen til at købe egne aktier ikke bliver fornyet på selskabets ordinære generalforsamling den 1. april 2016. Programmet for aktietilbagekøb vil blive struktureret efter bestemmelserne i EU’s forordning nr. 2273/2003 af 22. december 2003, den såkaldte ”Safe Harbour” metode, som værner børsnoterede selskaber mod overtrædelse af insiderlovgivningen i forbindelse med aktietilbagekøb.
Vilkår for tilbagekøbet
Solar har indgået aftale med Carnegie som finansiel rådgiver og lead manager for aktietilbagekøb. Carnegie køber aktier tilbage på vegne af Solar A/S og træffer handelsbeslutninger uafhængigt af og uden indflydelse fra Solar.
I programmets løbetid har Solar ret til at stoppe aktietilbagekøbet som følge af væsentlige ændringer i selskabets økonomiske situation eller væsentlige ændringer i markedet. Såfremt Solar træffer beslutning om at stoppe aktietilbagekøbet, vil Solar offentliggøre dette. Som en konsekvens heraf ville Carnegie ikke længere være berettiget til at købe aktier på Solars vegne i henhold til programmet.
Følgende vilkår gælder for aktietilbagekøbet:
- Aktietilbagekøbet er begrænset til en maksimal værdi på DKK 70 mio., og der kan maksimalt købes 175.000 stk. aktier svarende til 2,2% af aktiekapitalen.
- På en enkelt børsdag må der maksimalt købes 25% af den gennemsnitlige omsatte daglige mængde af Solars aktier i de seneste forudgående 20 handelsdage på Nasdaq Copenhagen.
- Under programmet for aktietilbagekøb vil der ikke blive handlet aktier til en kurs, der overstiger den højeste af aktiekursen på den seneste uafhængige handel og den højeste foreliggende uafhængige tilbudskurs på Nasdaq Copenhagen.
Rapporteringspligterne efter lovgivningen og reglerne for Nasdaq Copenhagen vil blive opfyldt.
Inden programmet for aktietilbagekøb bliver iværksat, udgør Solars beholdning af egne aktier 65.173 stk., svarende til 0,8% af aktiekapitalen og 0,4% af stemmerne.
Med venlig hilsen
Solar A/S
Anders Wilhjelm
Fakta om Solar
Solar-koncernen er en førende europæisk sourcing- og servicevirksomhed primært inden for el-, vvs- og ventilationsteknologi. Vores kerneforretning centrerer sig om sourcing af produkter, værdiskabende service og optimering af vores kunders forretning.
Som sourcing- og servicevirksomhed fokuserer vi på den enkelte kunde. Vi bestræber os altid på at forstå vores kunders unikke og reelle behov, så vi kan yde en vedkommende, personlig og værdiskabende service og dermed gøre vores kunder til vindere.
Solar-koncernen, der har hovedsæde i Danmark, havde i 2014 en omsætning på ca. 10,3 mia. kroner og beskæftiger i dag omkring 3.000 medarbejdere. Solar er noteret på Nasdaq Copenhagen med kortnavn SOLAR B og har været børsnoteret siden 1953.
Flere oplysninger kan findes på: www.solar.eu
Ansvarsfraskrivelse
Selskabsmeddelelsen er offentliggjort dags dato på dansk og engelsk via Nasdaq Copenhagen. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem den danske og engelske version er det den danske version, der er gældende.
Vedhæftede filer: