Nr. 19 2015 Solar igangsætter aktietilbagekøbsprogram i dag
Solar meddelte den 5. november, at Solars bestyrelse har besluttet at iværksætte et aktietilbagekøb for et beløb op til DKK 70 mio. Programmet igangsættes i dag og løber til og med 30. juni 2016. Formålet med programmet er tilpasning af kapitalstrukturen.
Bestyrelsens beslutning om at tilbagekøbe egne aktier sker i henhold til bemyndigelse givet på generalforsamlingen den 27. marts 2015. Tilbagekøbsprogrammet vil dog blive afsluttet, hvis bemyndigelsen til bestyrelsen til at købe egne aktier ikke bliver fornyet på selskabets ordinære generalforsamling den 1. april 2016. Programmet for aktietilbagekøb vil blive struktureret efter bestemmelserne i EU’s forordning nr. 2273/2003 af 22. december 2003, den såkaldte ”Safe Harbour”-metode.
Solar har indgået aftale med Carnegie Investment Bank AB som finansiel rådgiver og lead manager for aktietilbagekøb. Carnegie Investment Bank AB køber aktier tilbage på vegne af Solar A/S og træffer handelsbeslutninger uafhængigt af og uden indflydelse fra Solar. For beskrivelse af øvrige vilkår for tilbagekøbet henviser vi til selskabsmeddelelse nr. 17 af 5. november 2015.
Inden programmet for aktietilbagekøb bliver iværksat, udgør Solars beholdning af egne aktier 65.173 stk., svarende til 0,8% af aktiekapitalen og 0,4% af stemmerne.
Med venlig hilsen
Solar A/S
Anders Wilhjelm
Fakta om Solar
Solar-koncernen er en førende europæisk sourcing- og servicevirksomhed primært inden for el-, vvs- og ventilationsteknologi. Vores kerneforretning centrerer sig om sourcing af produkter, værdiskabende service og optimering af vores kunders forretning.
Som sourcing- og servicevirksomhed fokuserer vi på den enkelte kunde. Vi bestræber os altid på at forstå vores kunders unikke og reelle behov, så vi kan yde en vedkommende, personlig og værdiskabende service og dermed gøre vores kunder til vindere.
Solar-koncernen, der har hovedsæde i Danmark, havde i 2014 en omsætning på ca. 10,3 mia. kroner og beskæftiger i dag omkring 3.000 medarbejdere. Solar er noteret på Nasdaq Copenhagen med kortnavn SOLAR B og har været børsnoteret siden 1953.
Flere oplysninger kan findes på: www.solar.eu
Ansvarsfraskrivelse
Selskabsmeddelelsen er offentliggjort dags dato på dansk og engelsk via Nasdaq Copenhagen. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem den danske og engelske version er det den danske version, der er gældende.
Vedhæftede filer:
fb201519 igangsættelse aktietilbagekøb.pdf