NUNAMINERALS OG GREENLAND RARE EARTH PROJECTS LTD PÅBEGYNDER RADIOMETRISK OPMÅLING OVER PAATUSOQ PROJEKTET I SYDØSTGRØNLAND
Nuuk, 2014-09-29 07:50 CEST (GLOBE NEWSWIRE) -- NunaMinerals A/S (”NUNA”) og efterforskningspartner Greenland Rare Earth Projects Ltd (GREP Ltd”), kan med glæde meddele, at parternes opmålingsprojekt er indledt torsdag den 25. september over Paatusoq kritiske metal projekt beliggende i Sydøstgrønland. I alt 1500 linjekilometer skal flyves for at indsamle radiometriske data. Ole Christiansen, direktør i NunaMinerals A/S udtalte: ”Siden underskrivelsen i slutningen af august af en optionsaftale med GREP Ltd har vi arbejdet på højtryk med henblik på at få igangsat den geofysiske opmåling så hurtigt som muligt før efterforskningssæson 2014 er slut. En gennemførsel af projektet vil gøre det muligt for os at lokalisere områder med radiometriske anomalier, som efterfølgende vil blive fulgt op på så tidligt som muligt i 2015. Dataindsamlingen er i gang og vil give os et fundament at arbejde på i forbindelse med jagten på mineraliseringer af sjældne jordartselementer, niob, tantal og zirkonium”. EON Geophysics Inc fra St-Laurent i Quebec, Canada, er hyret til at forestå opmålingen med hjælp fra en Eurocopter AS-350 B3 helikopter som er indchartret til opgaven fra Air Greenland. EON Geophysics er en konsulentvirksomhed med speciale i luftbårne geofysiske undersøgelser. Deres erfaringsgrundlag inkluderer geofysisk opmåling i Grønland for de grønlandske myndigheder / Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS). NunaMinerals udnytter faciliteter i vejr- og radiostationen i Ikerasassuaq (Prins Christiansund) som base for undersøgelserne, hvilket er kosteffektivt. NunaMinerals og GREP Ltd indgik for nyligt en optionsaftale vedrørende Paatusoq Projektet, hvor efterforskningen fokuseres på de såkaldte Kritiske Metaller. GREP Ltd kan optjene en ejerandel på 65% af projektet ved at finansiere US$ 2,0 millioner (ca. DKK 11 millioner) af efterforskningen i området (se NunaMinerals’ børsmeddelelse dateret 22. august 2014). GREP Ltd er forpligtet til at finansiere US$400.000 inden udgangen af 2014 i form af fase 1 undersøgelser med fokus på geofysisk opmåling som har til formål at afgrænse de mest interessante områder forud for en flerfaset efterforskningsindsats i 2015. NunaMinerals’ partner, GREP Ltd, har lanceret en hjemmeside (www.greenlandrareearth.com), hvor de seneste fotografier fra Paatusoq projektet kan ses. Billedsættet vil blive opdateret i takt med at projektet skrider frem. På bestyrelsens vegne Ole Christiansen, CEO & Birks Bovaird, bestyrelsesformand OM NUNAMINERALS NunaMinerals A/S er Grønlands førende selskab inden for efterforskning efter ædel-, basis- og strategiske metaller. Selskabet er med sin forankring i Grønland velpositioneret til at udnytte mineralpotentialet i et af de sidste uudforskede områder i verden. Den grønlandske undergrund rummer mange ligheder med geologien i store minelande som Canada, Skandinavien, Sydafrika og Australien, hvor der findes betydelige mineralforekomster af bl.a. guld, platin, nikkel og kobber. Indgåelse af partnerskaber, som kan tilføre yderligere teknisk og økonomisk kompetence i udviklingen af selskabets efterforskningsprojekter, er et central element i NunaMinerals’ forretningsmodel. NunaMinerals påbegyndte sine aktiviteter i 1999 og har hovedkontor i Nuuk, Grønland. Selskabet er noteret på NASDAQ OMX Copenhagen A/S under symbolet ”NUNA”. For yderligere information besøg vores hjemmeside www.nunaminerals.com. Fremadrettede udsagn indeholdt i denne meddelelse, herunder beskrivelser af NunaMinerals’ efterforsknings- og evalueringsprojekter, dets strategi og fremtidige planer og forventninger til fremtidig omsætning og indtjening i forbindelse hermed afspejler de nuværende forventninger hos NunaMinerals med hensyn til fremtidige begivenheder og er undergivet visse risici, usikkerheder og antagelser. Mange faktorer kan medføre, at de af NunaMinerals faktisk opnåede resultater vil afvige væsentligt fra de fremtidige resultater og forventninger, der måtte komme til udtryk i eller være forudsat af sådanne fremadrettede udsagn. Disse faktorer er blandt andet risici forbundet med efterforsknings-, evaluerings- og mineaktiviteter, usikkerheder forbundet med resultatet af NunaMinerals’ efterforsknings- og evalueringsprojekter, herunder risici ved forsinkelser og nedlukning af projekter, prisfald, udsving i valutakurser og ændringer i licensvilkår, lovgivning og administrativ praksis så vel som konkurrencemæssige risici og andre uforudsete faktorer. Skulle en eller flere af disse risici eller usikkerhedsfaktorer indtræffe, eller skulle en eller flere af de angivne udsagn vise sig at være forkerte, kan udviklingen afvige væsentligt fra de fremadrettede udsagn, der er indeholdt i denne delårsrapport. NunaMinerals er ikke forpligtet og frasiger sig enhver forpligtelse til at opdatere de indeholdte fremadrettede udsagn eller til at justere sådanne udsagn i forhold til fremtidige resultater, nye oplysninger eller andre forhold, medmindre dette er påkrævet ved lov. For yderligere information Ole Christiansen, CEO, tlf.: +299 36 20 01, mobil: + 299 55 18 57, e-mail: oc@nunaminerals.com Ole Christiansen, CEO, tlf +299 362001, mobil +299 551857, e-mail oc@nunaminerals.com
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›