Nvidia: Stærkt tredje kvartal - men prognosen skuffer
Den amerikanske chipproducent Nvidia kom ganske solidt gennem sit tredje kvartal med en top og en bund over forventningerne. Prognosen for salget i fjerde kvartal matcher dog ikke det, som Wall Street havde håbet på.
Investorerne ser dog ud til at acceptere den samlede pakke og sender - efter et kortvarigt dyk - aktien op med 1,4 pct. i eftermarkedet.
Chipproducentens prognose for omsætningen i fjerde kvartal lyder på et interval på minus til plus 2 pct. omkring 2,95 mia. dollar. det svarer til mellem 2,89 og 3,01 mia. dollar, og det når ikke konsensus, ifølge Bloomberg News, på 3,07 mia. dollar.
Nvidia kom ellers stærkt gennem sit tredje kvartal med et justeret overskud per aktie på 1,78 dollar mod 1,84 dollar et år tidligere, mens omsætningen dog faldt med godt 5 pct. til 3,01 mia. dollar. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News regnet med en indtjening per aktie på 1,55 dollar og en omsætning på 2,91 mia. dollar.
- Vores gaming-forretning og hyperskala kunder var kraften bag vore resultater for tredje kvartal, udtaler Jensen Huang, topchef i Nvidia. Han spår samtidig stærk vækst i salget til datacentre, blandt andet drevet af kunstig intelligens.
/ritzau/FINANS
Tags: Shares❯ Udenlandsk selskab❯