Ny dansk bankforening: Regionale Bankers Forening

Udgivet den 06-04-1999  |  kl. 15:08  |  

København--6. april--NetPosten--6 af landets større banker rykker nu nærmere sammen og danner egen bankforening: Regionale Bankers Forening. Den nye bankforening baseres på en udbygning af det mangeårige RBS Samarbejde med deltagelse af:

Amagerbanken, Amtssparekassen Fyn, Midtbank, Spar Nord Bankaktieselskab, Sydbank og får Jyske Bank som nyt medlem.

Foreningen vil således bestå af 6 af landets større banker - målt på balance fra den fjerdestørste (Jyske Bank) til nr. 13 (Midtbank). Foreningens medlemmer repræsenterer en samlet bankbalance på 180 mia. kr., og medlemsbankerne beskæftiger ialt ca. 7.000 medarbejdere i 400 afdelinger over hele landet.

Foreningens fornemmeste opgave er via samarbejde at styrke de enkelte medlemmer samt som et led heri at fremme deres fælles interesser i relation til sektorudviklingen, eksempelvis i relation til infrastrukturen på betalingsformidlingsområdet og i relation til de offentlige myndigheder.

I de centrale organisationer: Finansrådet og PBS, er foreningen på bestyrelsesplan repræsenteret med henholdsvis 3 og 2 medlemmer.

Samarbejdet i Regionale Bankers Forening skal koordineres via et fælles sekretariat, der får docimil i København.

Som bestyrelsesformand har Regionale Bankers Forening valgt adm. direktør Carsten Andersen, Sydbank.

Udgivet af: NPinvestordk