Ny mønt med "Den lille havfrue"
En ny eventyrmønt inspireret af H.C. Andersens eventyr om "Den lille havfrue" udsendes 20. oktober 2005. Det er den anden mønt i en serie på i alt 5 mønter med eventyr som tema, oplyser Nationalbanken.
Tidligere på året blev den første eventyrmønt udsendt - inspireret af H.C. Andersens eventyr om "Den grimme ælling". Det er billedhugger Tina Maria Nielsen, der har skabt motivet til den nye mønt. Hun har også udformet motivet til mønten med Gåsetårnet.
Forsiden på eventyrmønten er den samme som på de almindelige 10-kroner, dvs. Dronningens portræt i profil. Eventyrmønten udsendes som en 10-krone i tre forskellige udgaver - en i guld, en i sølv og en almindelig 10-krone.
Guldmønten udsendes i maksimum 6.000 eksemplarer, mens sølvmønten udsendes i maksimum 60.000 eksemplarer. Alle eventyrmønterne er lovlige betalingsmidler og kan indløses i Nationalbanken til pålydende værdi.
Eventyrmønten med Den lille havfrue kan købes i pengeinstitutterne fra 20. oktober 2005. Nogle pengeinstitutter og mønthandlere tager allerede nu mod bestilling. Vejledende udsalgspris er 2.000 kr. for guldmønten og 200 kr. for sølvmønten (inkl. moms).
Den næste eventyrmønt udsendes i foråret 2006.