Obligationer/åbning: Renten når to måneders top inden inflationstal

Udgivet den 26-05-2023  |  kl. 08:47  |  

Rentestigninger har tag i det danske obligationsmarked fredag morgen op til vigtige inflationstal fra USA.

Den toneangivende tiårige danske statsobligation indleder fredagens handel med et rentehop på 5 basispoint til 2,83 pct. Det er det højeste niveau siden starten af marts.

Også de amerikanske renter er steget yderligere en tand efter dansk børslukketid torsdag, da der stadig ikke er kommet et gennembrud i forhandlingerne mellem politikerne i Washington om en forhøjelse af gældsloftet.

Derfor hersker der stadig bekymring for, om den amerikanske stat i yderste konsekvens må misligholde nogle af sine obligationslån, hvilket har sendt kurserne ned og renterne i vejret på amerikanske statspapirer.

Ifølge Bloomberg News er en aftale dog ved at tage form. Anonyme kilder vurderer over for nyhedsbureauet, at politikerne er tæt på at indgå en aftale om at forhøje gældsloftet, mod at der også lægges loft over statens udgifter de kommende to år.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg torsdag 7 basispoint til 3,82 pct., hvilket var tæt på dagens højeste niveau.

Fredag morgen forrentes den tiårige T-bond med 3,81 pct. på markedet i Tokyo, hvilket er 3 basispoint over renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede torsdag.

Dagens vigtigste indspark fra nøgletalsfronten kommer i eftermiddag, hvor der offentliggøres nyt om den amerikanske centralbanks foretrukne inflationsmål, PCE kerne. Økonomer venter en uændret prisstigningstakt på 4,6 pct. på årsbasis i april, viser data indsamlet af Bloomberg.

På månedsbasis ventes priserne at være steget med 0,3 pct., og det er stadig for højt.

- I vores bog er det vigtigt, at stigningen på 0,3 pct. er næsten dobbelt så høj som Feds (den amerikanske centralbank) inflationsmålsætning, og det peger i retning af, at Fed bør hæve renten igen, skriver Tommy Steg, investeringsspecialist i Jyske Bank, i bankens morgenkommentar.

Der kommer fredag også nyt fra USA om udviklingen i privatforbruget, ordreindgangen på varige goder og University of Michigans forbrugertillidsindikator.

Investorerne kan desuden se frem til nyt fra Philip Lane, cheføkonom i Den Europæiske Centralbank, der taler klokken 9.40.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯ 

Seneste nyheder