Obligationer/åbning: Renten stiger fra start - fokus på onsdagens inflationstal

Udgivet den 13-01-2025  |  kl. 08:42  |  

Den toneangivende tiårige danske rente stiger støt fra start mandag, mens handlerne holder blikket stift rettet mod onsdagens amerikanske tal for inflationen.

Rentestigningen kommer i kølvandet på fredagens overraskende stærke jobrapport fra USA, hvor der blev skabt markant flere job i december end ventet. Det har fået investorerne til at kun at vente en enkelt rentenedsættelse fra den amerikanske centralbank i år. For godt en måned siden var forventningen fire rentenedsættelser i år.

Jobrapporten sendte fredag den tiårige danske rente op med 4 basispoint til 2,26 pct., og mandag morgen stiger den yderligere 4 basispoint til 2,30 pct.

Der er ikke de store nøgletal på programmet mandag, så derfor ventes obligationsmarkedet at følge tendenserne fra aktierne. Det vurderer Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom hos Sydbank.

Samtidig lurer onsdagens inflationsrapport forude.

- Ugens klart vigtigste nøgletal bliver onsdagens inflationstal fra USA. Investorerne har gennem de sidste par måneder fået meget fokus på inflationsudviklingen igen, da inflationen igen har vist sig at være sejlivet. Den amerikanske forbundsbank, Federal Reserve, har også selv indstillet sigtekornet på inflationstallene igen, og inflationsudviklingen har været altafgørende for, at Fed har trukket i land i forhold til, hvor meget længere renten skal ned, skriver Mathias Dollerup Sproegel.

Foruden inflationsrapporten byder ugen også på tal for det amerikanske detailsalg torsdag.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯ 

Seneste nyheder