Obligationer/åbning: Renterne tikker en anelse opad

Udgivet den 02-06-2014  |  kl. 08:51  |  

Det danske obligationsmarked er mandag åbnet med små rentestigninger og kopierer dermed tendensen fra USA og Tyskland, hvor renterne samlet set steg en smule torsdag og fredag.

Renten på den toneangivende danske statspapir med udløb i november 2023 er mandag morgen på knap 1,39 pct. Onsdag før Kristi himmelfartsdag lukkede statspapiret med en rente på 1,36 pct.

Udviklingen skal ses i lyset af pæne nøgletaltal torsdag og fredag i form af Chicago PMI for maj, der steg til 65,5 fra 63,0 i april, hvilket var bedre end ventet. Så gjorde det mindre, at væksten i USA i første kvartal forinden var blevet revideret ned til en tilbagegang på 1,0 pct. fra tidligere meddelt en tilbagegang på 0,5 pct., og antallet af nytilmeldte ledige var lidt højere end ventet i forrige uge.

Mandag følger det vigtige ISM-erhvervstillidsindeks fra USA, der har vist en stigende tendens, siden det faldt kraftigt tilbage i januar. Konsensus er ifølge Bloomberg News yderligere en lille fremgang i indekset, så det rammer 55,5 i maj mod 54,9 måneden før. I januar gled indekset tilbage til 51,3.

Foruden de amerikanske ISM-tal byder mandagen på danske arbejdsløshedstal, endelige PMI-tal fra Frankrig og euroregionen, samt dansk PMI og tyske forbrugerpriser. Den store begivenhed set med europæiske øjne kommer først torsdag, når Den Europæiske Centralbank (ECB) holder rentemøde.

Hos Nordea vurderer seniorstrateg Henrik Drusebjerg, at den seneste tids udtalelser fra diverse ECB-medlemmer har gjort det meget sikkert, at ECB vil lempe pengepolitikken yderligere.

Det vil sandsynligvis ske ved at sænke renten med 0,15 pct. til tæt på nul (en rentekorridor på -0,15-0,10 pct.). Et sådant træk, der skal svække euroen, er allerede er indregnet i markedet.

- Hold desuden øje med hvilke øvrige tiltag, de kommer med, og også hvad de siger, at de forventer at gøre hen over sommeren. En gang kvantitative lempelser á la USA/Japan vil sætte en fest i gang på især obligations- og kreditmarkederne, men er ikke så sandsynligt, skriver Henrik Drusebjerg.

/ritzau/FINANS

Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder