Obligationer/åbning: Spinkel rentestigning i vente på amerikanske nøgletal
Udsvingene er små på obligationsmarkedet tirsdag morgen, hvor renterne stiger marginalt.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation er tirsdag 2,30 pct. Det er 1 basispoint højere end ved dansk markedslukning mandag.
I eftermiddag venter en temperaturmåling fra de små og mellemstore virksomheder i USA, og senere endnu offentliggøres udviklingen i producentpriserne for december.
Netop producentpriserne kan blive en forsmag på, hvad der venter markedet onsdag, når den seneste forbrugerprisopgørelse fra USA offentliggøres.
Økonomer adspurgt af Bloomberg News venter, at inflationen i USA i december tiltog til 2,9 pct., mens kerneforbrugerpriserne ses stige 3,3 pct. på årsbasis som i november.
Dagens vigtigste nøgletal bliver ifølge Sydbanks seniorøkonom Kim Blindbæk NFIB-indekset fra USA, der opgør humøret hos landets små og mellemstore virksomheder.
Flere små amerikanske selskaber gav i november udtryk for, at de overvejede at hæve lønnen for at lokke kvalificeret arbejdskraft til.
- Faktisk har næsten en tredjedel af de mindre virksomheder allerede øget lønningerne, og yderligere en tredjedel planlægger at gøre det inden for de næste tre måneder. Det kan i sidste ende føre til højere inflation, skriver seniorøkonomen i en kommentar.
Indekset ventes i december at være bedret en anelse til 102,1 fra 101,7 i november. Meldinger om stigende prispres hos SMV'erne i USA kan skubbe renterne op, vurderer Kim Blindbæk.
De amerikanske producentpriser ventes i december at være tiltaget på årsbasis til 3,5 pct. fra 3,0 pct. måneden før. På månedsbasis ses producentpriserne fastholde stigningstakten fra november på 0,4 pct.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Open❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›