OBLIGATIONER: Lavere efter stille dag, spænd ind
København--14. august--NetPosten--Det danske obligationsmarked sluttede lavere efter en som vanligt stille mandag uden den store volatilitet, men rentespændet gik en smule ind.
Den toneangivende statsobligation, 6 pct. 2009, sluttede mandagen i 102,75 mod 102,93 ved lukningen fredag. Den tyske Bund-future med udløb i december handledes i 105,75, da det danske marked lukkede, mod en kurs på 106,10 på samme tid fredag.
Danmark har vundet lidt ind på udlandet i det faldende marked, således at det 10-årige rentespænd til Tyskland er indsnævret til 45 basispoint fra 46 bp.
Markedet startede lavere på grund af et fald fredag aften i Tyskland og USA og på grund af en svækket euro, og er siden kommet lidt op fra lavpunkterne. Handlerne siger, at der er dannet en rimeligt fornuftig bund i obligationerne, og at det ikke ser ud, som om renterne stiger markant herfra. Desuden er euroen så småt på vej op igen.
Alt i alt har det imidlertid været en typisk mandag med lav omsætning og uden volatilitet. Rentekurven flader stadig, da den korte ende stadig er presset af euroen, mens den lange ende efterspørges på baggrund af den gode UMTS-mobillicensauktion i Tyskland.
Byggerenten, 6 pct. 2029, sluttede dagen i 93,55.