OBLIGATIONER: Positivt dansk marked pga mindsket ØMU-uro
København--11.juni--NetPosten--Det danske obligationsmarked handledes til lidt højere priser pga den lidt mindskede ØMU-uro, siger en handler til NetPosten.
Der er nu udsigt til, at Frankrig og de øvrige EU-lande kan opnå et kompromis om den omdiskuterede stabilitetspagt inden næste uges EU-topmøde i Amsterdam (se artikel kl. 1127).
Dette har fået de europæiske obligationer til at stige generelt.
Den tyske Bund-future for september handledes senest i 100,94 mod 100,80 i morges.
Den toneangivende danske 7% 2007 er steget et kvart point til 104,16.
På denne baggrund er det dansk-tyske rentespænd blevet indsnævret til 66 basispoints fra 68 i morges. Frankrig har det også bedre mod Tyskland, og det er også det, der har hjulpet Danmark.
Handleren siger, at markedet vil fortsætte med at følge nyhederne om ØMU'en, dvs markedet vil være afventende, men positivt. Der udsendes ingen økonomiske nyheder i eftermiddag.
Nationalbanken har været i markedet og sælge 7-24'ere, 7-07'ere, 5-05'ere, 6-02'ere og 4-00'ere - altså hele viften. Banken solgte for ialt 700 mio kr.