Obligationer/middag: Forventning om stor rentenedsættelse sender renten ned

Udgivet den 22-11-2024  |  kl. 12:08  |  

Tiltroen til en større rentenedsættelse på decembermødet i Den Europæiske Centralbank, ECB, sender fredag middag renterne ned.

Det sker efter skuffende temperaturmålinger fra først de franske indkøbschefer fredag morgen, siden de tyske og til sidst de europæiske indkøbschefer - også kendt som PMI-tal - for november. De samlede tal skuffer for både industrien og nu også servicesektoren, der ellers længe har understøttet aktiviteten i Europa.

Og med skuffelsen styrkes tiltroen til, at ECB kommer med en større rentesænkning end de vanlige 25 basispoint på rentemødet i december.

- Allerede nu kan vi konstatere, at markedets forventninger er begyndt at gå mere i retning af en rentenedsættelse på 50 basispoint, noterer økonom i Sydbank Daisy Nielsen sig.

Målingen for den skuffende aktivitet i eurozonen er den første, siden Donald Trump blev valgt som USA's næste præsident. Ifølge Bloomberg News er forventningerne til en rentenedsættelse ligeligt fordelt mellem en sænkning på 25 og 50 basispoint, viser handel med rentefutures.

ECB har siden sommeren sat renten ned med 0,75 pct.point til nu 3,25 pct.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation ligger ved middagstid fredag i 2,00 pct. mod 2,08 pct. før den første PMI-opgørelse. De 2,00 pct. er 5 basispoint højere end torsdagens niveau og 5 basispoint lavere end fredag i sidste uge.

Fredag eftermiddag er turen så kommet til USA, hvor økonomer ifølge Bloomberg venter, at det samlede PMI-indeks stiger til 54,3 til 54,1.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯