Obligationer/middag: Laveste tiårige rente i to år efter opbremsning i inflationen

Udgivet den 01-10-2024  |  kl. 11:39  |  

Renterne fortsætter ned på det danske obligationsmarked tirsdag, hvor inflationen i eurozonen har vist sig endelig at være kommet tilbage under 2 pct.

Det er første gang i tre år, at inflationen dermed er under Den Europæiske Centralbanks målsætning på 2 pct.

- Det er lykkedes, uden at økonomien er faldet i recession undervejs. Det her er en milepæl, som er værd at hæfte sig ved, skriver chefanalytiker Bjørn Tangaa Sillemann fra Danske Bank.

Herhjemme er renterne faldet de seneste dage, i takt med at inflationstal fra flere af de store europæiske økonomier har indikeret, at tirsdagens samlede inflationstal for eurozonen ville vise den ventede opbremsning i inflationen.

Renten på den tiårige danske statsobligation er ved 11.30-tiden faldet 7 basispoint til 1,96 pct. Det er det laveste niveau i mere end to år - siden september 2022.

Mens den samlede inflation i eurozonen er bremset op til blot 1,8 pct. i september fra 2,2 pct. måneden før, så er kerneinflationen noget højere på 2,7 pct. mod 2,8 pct. i august.

- Selvom kerneinflationen stadig ikke er helt, hvor den skal være, så peger pilen altså i den rigtige retning. Hvis man lægger det aftagende vækstmomentum og den bekymrende svækkelse af en i forvejen hårdt prøvet industri oveni, så er ECB efterhånden ved at løbe tør for argumenter for at holde fast i en stram pengepolitik, skriver Bjørn Tangaa Sillemann.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯