Obligationer/middag: Lettelse over inflation sender renten ned
Den europæiske inflation viser sig mere genstridig end først antaget, men det kunne være værre, og derfor falder renterne fredag.
Kerneinflationen i eurozonen aftog i februar til 3,1 pct. fra 3,3 pct. Det var dog ikke helt så meget som ventet af analytikerne, der havde set tallet aftage til 2,9 pct.
Dog har estimaterne været til den optimistiske side, og efter torsdagens lettere nedslående inflationstal fra flere af de store europæiske økonomier, har analytikerne taget de mere realistiske briller på. Derfor reagerer de med et lettelsens suk, vurderer Søren Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank.
- Inflationen i eurozonen aftog igen i februar. Ikke helt så meget som investorerne forventede tidligere på ugen, men efter gårsdagens tal for inflationen fra flere af de store europæiske lande, var forventningerne løftet lidt. Så høj endte inflationen alligevel ikke med at være, skriver han i en kommentar.
Som resultat deraf er den tiårige danske rente faldet tilbage til 2,49 pct. - samme niveau som den lukkede i torsdag. Inden offentliggørelsen af tallene lå renten på 2,54 pct.
Den genstridige inflation kan dog få Den Europæiske Centralbank, ECB, til at være mere tilbageholdende med at sænke renten på næste møde, selvom de øvrige økonomiske tal kan forsvare en rentelempelse.
Det vurderer Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.
- ECB peger selv i retning af sommer, men vi ser det ikke som usandsynligt, at renten kan blive sat ned før. Dagens tal taler dog for det modsatte, skriver han.
Blandt de øvrige kalenderpunkter fredag, lander der ud på eftermiddagen tal for det amerikanske ISM-indeks.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›