Obligationer/middag: Morgenens stigning neutraliseret
Morgenhandlens lette rentestigning er onsdag middag neutraliseret, så den toneangivende danske statsobligation med udløb i november 2013 handles uændret i forhold til tirsdagens lukkeniveau i 1,43 pct.
Handlerne indledte dagen med en stigning på 3 basispoint og dermed en fortsættelse af tirsdagens renteløft, der blev affødt af fortsat god risikovillighed på aktiemarkedet.
Bag sig har handlerne britiske arbejdsløshedstal for april, der viste et fald i ledigheden til 6,6 pct. fra 6,8 pct. måneden før. Ifølge Bloomberg News var der ventet en ledighed på 6,7 pct.
Tallene løftede den britiske 10-årige rente til det højeste niveau i to måneder til 2,75 pct. Stigningen er siden modereret til 2,73 pct. svarende til en stigning på 1 basispoint.
I Tyskland er der solgt toårige obligationer til den laveste rente i 13 måneder. Der blev solgt for 3,4 mia. euro til en rente på 0,06 pct. mod en rente på 0,09 pct. ved en tilsvarende auktion for et år siden.
Renten på den 10-årige tyske statsobligation er steget 1 basispoint.
Tilsvarende har Portugal gennemført en auktion over 10-årige obligationer for 975 mio. euro, som resulterede i en rente på 3,2524 pct. - den laveste i næsten ni år, rapporterer Bloomberg News.
Auktionen trækker renten på den toneangivende 10-årige portugisiske obligation ned med 3 basispoint, mens renterne i Italien og Spanien falder 1 basispoint.
/ritzau/FINANS
Henning Nielsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›