Obligationer/middag: Rentefald efter franske og tyske inflationstal
Fredag formiddag har været præget af rentefald på det danske obligationsmarked.
Det sker efter en mindre end ventet stigning i de franske forbrugerpriser, mens inflationen i de tyske delstater også har vist en overordnet opbremsning, inden der senere fredag lander samlede tyske tal.
Den toneangivende tiårige danske statsobligation forrentes ved middagstid i 2,18. Det er 3 basispoint lavere end torsdag eftermiddag og samtidig 5 basispoint lavere end i de første obligationshandler fredag morgen.
Op ad eftermiddagen venter de amerikanske decembertal for personlig indkomst og forbrug samt PCE-inflationstal for samme måned.
Fra Europa var der fra morgenstunden nyt fra den franske økonomi, hvor forbrugerpriserne steg lidt mindre end ventet til 1,8 pct. fra konsensus om 1,9 pct., når der kigges et år tilbage.
Efterfølgende landede inflationstallene for de tyske delstater, som viste, at inflationen aftog i januar. I den mest folkerige tyske delstat, Nordrhein-Westfalen, bremsede inflationen op til 2,0 pct. fra 2,5 pct.
Ifølge Bloomberg News har forbrugerpriserne for Nordrhein-Westfalen ikke afveget mere end 0,45 pct.point fra de nationale forbrugerpriser i de seneste 20 år.
Dermed er tallet normalt en god indikator for den samlede udvikling i Europas største økonomi. De samlede tyske tal lander senere på eftermiddagen, og her ventes inflationen at forblive på 2,6 pct. fra måneden før.
Sidst på eftermiddagen taler den franske centralbankchef og ECB-rådsmedlem François Villeroy de Galhau.
VIGTIGE TAL FRA USA
Klokken 14.30 kommer der tal for personligt forbrug og indkomst fra USA for julemåneden.
Det personlige forbrug ventes at stige 0,5 pct. mod 0,4 pct. i november. Den personlige indkomst ses ifølge estimater fra Bloomberg News at vise en stigning på 0,4 pct. mod 0,3 pct. i november.
- Ser vi solide takter i både indkomst- og forbrugsudviklingen i december, kan renterne blive presset op, da det understøtter den amerikanske forbundsbanks (Feds) udlægning af, at den amerikanske økonomi er robust, og strømmen af rentenedsættelser vil aftage, vurderer seniorøkonom i Sydbank Mathias Dollerup Sproegel.
Derudover venter tal for PCE-inflationen for december. Den ventes ifølge estimater en stigning til 2,6 pct. i december fra 2,4 pct. i november.
- Inflationen har de sidste par måneder trådt lidt i baggrunden for den amerikanske centralbanks rentebeslutninger, men efter vi er begyndt at se en opblomstring i den amerikanske inflation, er det igen blevet et vigtigt nøgletal for banken, påpeger seniorøkonomen.
.\\˙ MarketWire