Obligationer/middag: Renten holdes i ro frem mod amerikanske jobdata

Udgivet den 01-11-2024  |  kl. 11:57  |  

Der er al mulig grund til, at investorerne trækker ud på sidelinjen fredag, mens de venter på eftermiddagens amerikanske jobrapport.

Samtidig giver det amerikanske præsidentvalg obligationshandlerne hovedpine, da det lige nu ligner dødt løb mellem de to kandidater, demokraternes Kamala Harris og reblikanernes Donald Trump.

Midt på dagen fredag ligger renten på den toneangivende danske statsobligation således helt uændret i 2,19 pct. efter en lille stigning tidligere på dagen.

Mest håndgribeligt er eftermiddagens temperaturmåling for det amerikanske arbejdsmarked. Her ventes der i oktober at være skabt 100.000 job uden for landbruget, hvilket i givet fald vil være markant mindre end de 254.000 nye job i september. Ledigheden ses samtidig være uændret i 4,1 pct.

I Sydbank påpeger seniorøkonom Kim Blindbæk, at antallet af dagpengeansøgere de sidste uger har været stigende, hvilket primært skyldes orkanerne Helene og Milton og strejken blandt de 33.000 Boeing-ansatte. Og på grund af så mange udefrakommende faktorer, kan det være vanskeligt at konkludere noget entydigt på tallene, lyder det.

- Jobvæksten i oktober forventes at falde grundet de usikre vejrforhold. Arbejdsløshedsprocenten vil sandsynligvis være mindre påvirket af disse forhold, og forventes at forblive på 4,1 procent. Er jobvæksten lavere end forventet, kan det presse renten ned og sætte pres på dollaren, skriver han fredag.

Torsdag lå den tiårige danske rente indtil kort før børslukketid i det højeste niveau i næsten to måneder, hvor den var sendt op på skuffende inflationstal fra såvel USA som eurozonen.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation endte dog uændret torsdag i 2,19 pct. efter at have ligget i 2,24 pct.o løbet af eftermiddagen. Sidste fredag endte renten i 2,12 pct.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯