Obligationer/middag: Renter fortsætter i vejret på dag spækket med centralbanktaler
Renterne på det danske obligationsmarked og på de øvrige rentemarkeder i Europa steg bemærkelsesværdigt meget i mandagens marked, og tirsdag fortsætter de opad - dog i et lidt mere afdæmpet tempo.
Herhjemme ligger renten på den tiårige danske statsobligation tirsdag ved 12.30-tiden 5 basispoint højere i 2,17 pct. efter en stigning mandag på 9 basispoint.
Jyske Bank bemærker, at renterne i flere andre eurolande steg endnu mere mandag, herunder steg særligt de italienske renter "ganske solidt".
- Der var ikke nogen åbenlys grund til rentestigningen, men et af temaerne ved IMF-mødet er blandt andet den store gæld i verden og herunder den store statsgæld, skriver Jyske Bank i en kommentar og henviser til Valutafondens årsmøde, der starter tirsdag.
- Det kan sammen med udsigten til højere statsgæld i USA efter valget have presset renterne op. Her til morgen er de amerikanske renter presset yderligere op af opfordringer til at sænke renten i et mere gradvist tempo fra chefen for den amerikanske centralbanks afdeling i Kansas City, Jeffrey Schmid, tilføjer banken.
De tiårige italienske renter steg mandag 15 basispoint - og tirsdag med yderligere 5 basispoint til 3,56 pct.
I USA steg de tiårige renter mandag med 11 basispoint til 4,20 pct., og en del af stigningen indtraf efter europæisk børslukketid.
Renteopturen kan også til dels skyldes stigende forventninger til en valgsejr til Donald Trump ved det forestående præsidentvalg i USA.
Hans lempelige finanspolitik med skattelettelser kan ifølge seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank tvinge den amerikanske centralbank til at sænke renten langsommere og potentielt sadle helt om.
Senere på dagen er en række centralbankmedlemmer på talerstolen i anledning af IMF's årsmøde.
- Der er ikke færre end syv ECB-medlemmer, hvoraf ECB-chef Christine Lagarde taler to gange. Der er også meldinger fra flere Bank of England-medlemmer, mens Federal Reserve kun byder ind med Fed-chefen i Philadelphia, Patrick T. Harker, skriver Jyske Bank.
Banken pointerer, at Fed-medlemmerne stopper med at udtale sig om pengepolitik i weekenden op til mødet i Federal Reserve 7. november.
- Så hvis de vil korrigere rentemarkedets indprisning op til Fed-mødet og efter de stærke vækst- og inflationssignaler, skal det være snart. Vi venter dog, at de har det fint med indprisningen af knap 25 basispoint, skriver Jyske Bank.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›