Obligationer/middag: Renter stiger frem mod amerikansk kongetal

Udgivet den 05-01-2024  |  kl. 11:54  |  

Det danske obligationsmarked viser stigende renter fredag, hvor investorerne ellers er lidt i venteposition forud for eftermiddagens regn af nøgletal.

Mest afgørende bliver med al sandsynlighed jobrapporten fra USA, der lander klokken 14.30 dansk tid, og som har afgørende betydning for amerikanernes pengepolitiske beslutninger.

- Bliver der rystet en cocktail af højere end ventet jobskabelse, inflation og aktivitet i den amerikanske økonomi, kan det presse renterne noget op og dæmpe risikoappetitten gevaldigt, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar.

Forud for rapporten ligger renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation midt på dagen i 2,39 pct., som er 6 basispoint højere end dagen forinden.

På den sidste handelsdag i 2023, som er en uge siden, gik renten på nytårsferie i 2,25 pct

Ud over jobtal byder eftermiddagen på tal for lønudviklingen i USA samt fabriksordrer.

Den amerikanske jobskabelse ventes at ligge på 171.000 i december, mens tallet var 199.000 måneden forinden. Samtidig ventes arbejdsløsheden at stige til 3,8 pct. fra 3,7 pct. i november, viser tal fra Bloomberg.

I formiddagstimerne er der desuden landet danske arbejdsløshedstal, tysk detailsalg og europæiske forbrugerpriser.

Efter et kraftigt fald i inflationen det seneste år steg prisstigningstakten i eurozonen i december til 2,9 pct. fra 2,4 pct. måneden før. Trods stigningen er der dog ingen grund til panik, lyder det fra cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank, der fortsætter:

- Det er ikke startskuddet til en ny eksplosion i inflationen. Det er derimod et resultat af, at priserne faldt mærkbart i december sidste år, og at midlertidige støtteforanstaltninger fra de høje energipriser i slutningen af 2022 er udfaset.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder