Obligationer/middag: Renter stiger med udsigt til øgede forsvarsinvesteringer
Renterne forsætter med at tikke opad i Europa og herhjemme onsdag, hvor det fortsat er udsigten til markant stigende forsvarsinvesteringer, der driver udviklingen.
I Danmark ligger renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation ved middagstid i 2,25 pct., hvilket er 3 basispoint over niveauet tirsdag.
I Tyskland, Frankrig og Storbritannien stiger de tiårige renter samtidig i omegnen af 4-6 basispoint på udsigten til, at forøgede forsvarsbudgetter vil kræve flere låneoptagelser på statsobligationsmarkedet.
- Der kom ingen konkrete resultater ud af gårsdagens møde i Saudi-Arabien mellem udenrigsministrene fra USA og Rusland, der blev betegnet som et "første skridt på en lang rejse", skriver Jyske Bank i en kommentar.
- Europa arbejder stadig på højtryk for at finde fælles fodslag i forhold til den truende sikkerhedssituation, og senere i dag har præsident Macron indkaldt til et nyt møde i Paris blandt en række europæiske statsledere. Heller ikke i dag er der de helt store nøgletal på programmet, og investorerne vil stadig holde et vågent øje med den geopolitiske situation, tilføjer banken.
Onsdag aften vil der dog også være fokus på referatet fra det seneste rentemøde i den amerikanske centralbank, der offentliggøres kl. 20. I eftermiddag kommer der fra USA også januartal for påbegyndt boligbyggeri og byggetilladelse.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1179
- næste ›