Obligationer/middag: Renterne er kravlet tilbage til start efter indledende fald

Udgivet den 07-06-2023  |  kl. 11:12  |  

De danske statsrenter er langsomt kravlet opad hen over formiddagen tirsdag, hvor der igen er status quo, efter at de ellers startede noget lavere fra morgenstunden.

Ud på formiddagen er renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme dog igen oppe i 2,68 pct. - helt samme niveau som ved lukketid tirsdag, hvor renten gik frem med 7 basispoint.

Svage nøgletal fra Asien var fra morgenstunden med til at presse renterne ned, men effekten er igen gået i sig selv.

Det var navnlig eksporttal fra Kina, der var udslagsgivende, da eksporten i maj var markant svagere end ventet blandt økonomerne.

Eksporten faldt nemlig med hele 7,5 pct. i årets femte måned, mens økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde ventet et noget mindre fald på 1,8 pct.

Det følger i øvrigt efter et løft i den kinesiske eksport på 8,5 pct. i april.

Derudover har der også været småskuffende tal for den tyske industriproduktion, der i april steg mindre end ventet på månedsbasis.

Industriproduktion steg med 0,3 pct. sammenlignet med måneden forinden, mens der blandt økonomerne var ventet et plus på 0,6 pct.

Dog var der en marginalt positiv overraskelse på årsbasis, hvor produktionen steg 1,6 pct. mod ventet 1,5 pct.

Resten af tirsdagen er der relativt ro over makrofronten, men der udestår dog stadig også amerikanske handelstal for april.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯