Obligationer/middag: Renterne kravler op frem mod amerikansk jobrapport

Udgivet den 02-06-2023  |  kl. 11:04  |  

Renterne går let frem fredag frem mod offentliggørelsen af den amerikanske jobrapport for maj.

Den toneangivende tiårige danske statsobligation forrentes ved middagstid 2 basispoint højere i 2,57 pct.

Jobrapporten, der opgør udviklingen i beskæftigelsen, arbejdsløsheden og lønstigningerne, har fungeret som et af de primære pejlemærke for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, til at vurdere, i hvor høj grad renten har skullet strammes.

Indtil videre har det kastet ti renteløft af sig til en rente på 5,00-5,25 pct. Flere chefer i centralbanken har dog flaget for, at man i juni kan springe en yderligere renteforhøjelse over.

Der er ventet en jobskabelse på 195.000 i maj mod 253.000 måneden før, og arbejdsløsheden ventes ifølge økonomer adspurgt af Bloomberg News at være steget til 3,5 pct. fra 3,4 pct. Imens ventes lønstigningerne uændret på 4,4 pct.

- Beskæftigelsesfremgangen har gennem længere tid været overraskende stærk. Vi hæfter os dog ved, at jobvæksten har været aftagende, og ansøgningerne om dagpenge er stigende, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank, i en morgenkommentar.

Skulle jobrapporten trodse forventningerne og vise en stærkere udvikling, kan det presse renterne op på forventningen om endnu et renteløft fra Federal Reserve.

Torsdag fik markedet en mulig forsmag på den officielle jobrapport i form af ADP-beskæftigelsesrapporten over det private amerikanske jobmarked. Den viste i maj en stigning på 278.000, hvor der var ventet 170.000 ifølge Bloomberg News.

Fra Den Europæiske Centralbank, ECB, oplyser direktionsmedlemmet Fabio Panetta, at selv om renterne ikke er i mål endnu, er der ikke lang vej igen.

- Jeg tror ikke, at tiden er til at gå hurtigt frem, for vi er allerede nået langt, siger Fabio Panetta ifølge Bloomberg News.

- Vi har endnu ikke nået den endelige destination, men vi er ikke langt fra den, fortsætter han.

Fabio Panetta er et af de mere dueagtige medlemmer af ECB's direktion. Han vurderer videre, at selv om inflationen er høj, er der ikke grund til bekymring.

ECB ventes at have yderligere to renteløft i ærmet på hver 25 basispoint, viser rentefutures. Det vil bringe indlånsrenten op på 3,75 pct.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯ 

Seneste nyheder

18:00 Europa/lukning: Hollandsk forsikringsselskab i stor nedtur - ejendomssektor under pres
17:59 Fed-chef om renten: Usikkert om vi er restriktive nok
17:38 Onsdagens obligationer: Renten stiger mens investorer igen ser mod Powell
17:23 Dansk Aktionærforening har samlet over 425 Hartmann-aktionærer i kamp mod afnotering
17:11 Onsdagens aktier: DSV, Mærsk og Ørsted holdt sig oven vande mens marked vendte rundt
17:03 Onsdagens aktier: DSV, Mærsk og Ørsted holdt sig oven vande mens marked vendte rundt
16:35 Hollandske forsikringsselskaber ramt hårdt af domstolskendelse
16:25 ECB's Holzmann vil flerdoble reservekravene for bankerne
15:41 USA/åbning: Amerikanske indeks med plusser i historisk hård måned for aktier
15:09 Ørsted får kontrakt på sol- og vindenergiprojekt i Irland
15:01 USA/tendens: Amerikanske indeks har udsigt til en puster i hård måned for aktier
14:57 USA/tendens: Amekanske indeks har udsigt til en puster i hård måned for aktier
14:49 Amerikansk biotekselskab går til vejrs på partneraftale med Pfizer
14:33 Amerikansk ordreindgang steg i august
14:29 Valuta: Japansk yen nærmer sig laveste niveau i et år
14:02 Tørlastindeks forsætter sin optur og fastholder højeste niveau siden december sidste år
13:06 Sydbank venter "en del Vestas-ordrer" de kommende dage - USA-ordrer springer i øjene
12:25 Costco-aktien sætter sig efter svagt salg i fjerde kvartal
12:22 Europa/aktier: Roche stiger mens ejendomsselskaber dykker på forudsigelse
11:58 Topchef hos Tryg: Står klippefast på 2024-mål men vi tilpasser os realiteterne