Obligationer/middag: Renterne stiger i positivt stemt marked

Udgivet den 23-09-2020  |  kl. 12:04  |  

De danske statsrenter er onsdag i fremdrift - i takt med at humøret blandt aktierne i Europa også er til den gode side.

Renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme stiger med 2 basispoint til minus 0,40 pct.

Blandt aktierne stiger 23 ud af 25 C25-papirer onsdag, hvor kun et massivt fald til Genmab er med til at ødelægge det samlede billede.

Derfor tages der også i høj grad penge ud af obligationerne for i stedet at jage afkast blandt aktierne.

På nøgletalsfronten fylder PMI-målinger fra både Europa og USA meget i billedet onsdag.

I Europa var aflæsningerne lidt tvetydige, da industrisektoren umiddelbart overraskede klart positivt, mens servicesektoren omvendt skuffede klart.

I eurozonen betød det et samlet PMI-indeks på 50,1 i september mod ventet 51,9 blandt økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

For industrisektoren steg PMI til 53,7 mod ventet 51,9 blandt økonomerne, og for servicesektoren var der omvendt tale om et fald til 47,6 mod en ventet marginal stigning til 50,6.

For USA ventes PMI for industrisektoren i september at stige til 53,5 fra 53,1 måneden før, mens serviceindekset ses falde til 54,5 fra 55,0 i august.

Herhjemme har Nationalbanken onsdag formiddag været på banen med en ny økonomisk prognose, hvor udsigterne for bruttonationalproduktet (BNP) opjusteres.

Banken venter nu et fald i BNP på 3,6 pct. i år mod tidligere ventet minus 4,1 pct.

Samtidig tages toppen af estimatet for 2021 dog også, da der næste år nu ventes en positiv vækst på 3,6 pct. mod tidligere ventet 4,2 pct. For 2022 er prognosen opjusteret til 2,3 pct. fra tidligere ventet 1,6 pct.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder