Obligationer/middag: Renterne stiger videre på tale-spækket dag

Udgivet den 28-09-2022  |  kl. 12:01  |  

Renterne ligger højere ved middagstid på det danske obligationsmarked onsdag, hvor markedsaktørerne kan forsøge at finde råd og vejledning i en stribe taler fra diverse centralbankchefer.

Onsdag ved middagstid ligger den tiårige danske rente i det højeste niveau siden 2011 - 2,75 pct. - hvilket er 8 basispoint højere ved end åbningen.

Til formiddag var der en tale fra chefen for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde.

Her blev der lagt vægt på, at ECB, vil hæve sine toneangivende renter på de næste mange møder. Hun understregede samtidig, at banken vil træffe beslutning fra gang til gang med udgangspunkt i de økonomiske data.

Umiddelbart efter faldt den danske rente fra 2,73 pct. til 2,66 pct., men klatrede efterfølgende opad igen.

TYSK FORBRUGERTILLID I KULKÆLDEREN

Onsdag har investorerne så kunnet skæve til tyske forbrugertillidstal, og de var langt fra munter læsning. Forbrugertilliden faldt mere end ventet til minus 42,5 i oktober fra minus 36,8 i september, viser en opgørelse fra analysevirksomheden GFK - Gesellschaft für Konsumforschung.

Det er det laveste niveau i målingens historie, der strækker sig tilbage til 2005.

Herhjemme har detailsalgstal vist, at forbrugerne holder på pengene. Detailsalget dykkede hele 5 pct. på årsbasis i august, men viste dog en marginal stigning på månedsbasis.

Senere onsdag offentliggøres nyt om amerikanske engroslagre og igangværende bolighandler.

Samtidig kan investorerne hente inspiration i et væld af taler. Ud over Christine Lagarde har både den slovakiske og østrigske centralbankchef været på talerstolen, og også den amerikanske centralbanks spidser har travlt onsdag.

Centralbankchef Jerome Powell taler klokken 16.15. Desuden taler fire regionale chefer i løbet af eftermiddagen og aftenen.

.\\˙ MarketWire

Ida Kramhøft Jensen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯