Obligationer/middag: Rentero før eftermiddagens tal
Formiddagens nøgletal fra Tyskland og Eurozonen bød ikke markedet på de store overraskelser, og status før eftermiddagens omgang er et uændret obligationsmarked.
Rente ligger mandag middag i 1,07 pct. for den tiårige, toneangivende statsobligation, hvilket er et enkelt basispoint højere end niveauet fredag ved børslukketid.
Over middag kommer der ISM-tal fra USA, der dækker over tilstanden hos de amerikanske indkøbschefer. Her ventes et fald, og det er meget muligt, at Orkanen Sandy har sat sine spor.
- Denne rapport vil også være negativt påvirket af orkanen, primært fordi en del virksomheder har lidt et produktionstab som følge af ødelæggelser, strømsvigt og lignende. Produktionstabet vil dog blive indhentet i de kommende måneder, så reelt er der kun tale om produktionsforskydninger, skriver Sydbanks seniorøkonom Werming K. Pedersen i en kommentar.
Bloombergs estimater indikerer et dyk i ISM Manufacturing til 51,5 i november fra 51,7 mens ISM Prisindekset ventes at falde til 53,5 fra 55,0.
Den tyske Bundestags godkendelse af støtten til Grækenland fredag har skabt ro på markederne, ikke mindst fordi der samtidig var en anerkendelse fra politikernes side af, at der vil komme flere tab på græske obligationer.
Den tyske tiårige rente er omtrent uændret i 1,38 pct. mens italienske og spanske tiårige oplever et rentefald på henholdsvis 6 og 9 basispoint til 4,42 og 5,20 pct.
/ritzau/FINANS
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk