Obligationer/middag: Spændingerne aftager en smule

Udgivet den 26-03-2013  |  kl. 10:53  |  

Obligationsmarkeder spoler tiden lidt tilbage tirsdag middag, hvor renterne i Sydeuropa dykker og renterne i de sikre nordeuropæiske lande stiger en smule. Dermed vender tendensen fra mandag, hvor uro omkring Cyperns redning og fremtidige redninger i EU skabte nervøsitet i markedet.

Tirsdag middag stiger den toneangivende, danske 10-årige rente med et enkelt basispoint til 1,54 pct. I Tyskland er stigningen større med 3 basispoint til 1,35 pct. Italien og Spanien oplever modsat faldende renter, hvor de tiårige papirer dykker henholdvis 8 og 6 basispoint til 4,52 og 4,87 pct.

Det sker efter Hollands finansminister og formand for Eurogruppen, Jeroen Dijsselbloem, er kommet med opklarende kommentarer, efter at han mandag spredte panik blandt bankaktierne og i markederne med kommentarer om, at den cypriotiske model for bankredninger, der ventes at koste indskyderne dyrt, kunne blive en model for kommende redninger i Europa.

- Cypern var en ekstraordinær sag, og derfor gik vi ekstraordinært langt ved at inddrage selv indskyderne, der har mere end 100.000 euro. Men redningsprogrammer er skræddersyede til situationen, og der er ingen modeller eller faste skemaer, siger Jeroen Dijsselbloem nu, hvilket har skabt lettelse.

Fra nøgletalsfronten kommer der ikke meget fra Europa tirsdag, men fra USA strømmer der tal ind eftermiddagen igennem.

Vigtigst bliver den amerikanske forbrugertillid, der ventes at vise et fald til 67,5 i marts fra 69,6 i februar, ifølge Bloomberg News.

Ud over forbrugertilliden kommer der tirsdag amerikanske statistikker for ordreindgangen på varige goder, salget af nye boliger og Richmond Feds erhvervstillidsindikator.

/ritzau/FINANS

Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder