Obligationer/tendens: Flere rentefald i sigte før inflationstal og efter præsidentdebat
Der er umiddelbart flere rentefald på menuen, når det danske obligationsmarked åbner onsdag morgen.
I USA blev renterne nok en gang sendt ned tirsdag aften, hvor investorerne syntes at opbygge forventninger til, at onsdagens officielle inflationsdata vil lande i et pænt lavt niveau, der rydder alle sidste forhindringer af vejen for en rentenedsættelse fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i næste uge.
Spørgsmålet er nu blot, hvor stor den pengepolitiske lempelse bliver.
Samtidig er rentefaldene blot blevet forstærket i løbet af natten, hvor en tv-debat mellem vicepræsident Kamala Harris og tidligere præsident Donald Trump faldt mest fordelagtigt ud for førstnævnte.
Det er i hvert fald sådan det tolkes på de finansielle markeder, hvor renterne sendes ned, dollar svækkes, og aktiefutures falder.
- Du ville forvente, hvis Trump var vinder, at man ville se en stærk dollar komme ud af dette. Så jeg formoder, at det er den måde, markedet ser på det på. Det er en lille overvægt til Harris, siger chefanalytiker Rob Carnell fra ING i Singapore til nyhedsbureauet Reuters.
Herhjemme faldt renten på den toneangivende tiårige statsobligation tirsdag med 3 basispoint til 2,09 pct.
I USA faldt den tilsvarende tiårige rente med 6 basispoint til 3,64 pct. inden onsdagens inflationstal, og onsdag morgen er renten dykket yderligere til 3,61 pct.
Det er 7 basispoint under niveauet ved dansk lukketid, og dermed synes der at være et klart efterslæb til det danske marked.
Frem mod eftermiddagens inflationstal fra USA venter økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News et niveau på 2,5 pct. i august mod 2,9 pct. i juli, mens kerneinflationen, der fraregner udviklingen i fødevare- og energipriserne, ventes at blive fastholdt på 3,2 pct.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1189
- næste ›