Obligationer/tendens: Renter kan dykke efter ny Trump-panik og før jobtal
USA's præsident, Donald Trump, er klar til at betale med recession for at nå i mål med sin handelspolitik, og den melding satte mandag gang i et brandudsalg af amerikanske aktier.
I stedet søgte investorerne ly i obligationerne, og det gav stigende kurser, mens renterne faldt.
Følger det danske marked trop, kan vi tirsdag dermed se frem til lavere renter fra dagens start tirsdag. Markedet kan dog også ende med at reagere mere afdæmpet herhjemme.
- Trods de relativt kraftige rentefald i USA var der i går kun mindre bevægelser på det europæiske obligationsmarked, skriver Nordea i sin morgenkommentar med henvisning til mandagens marked.
Renten på den ledende tiårige danske statsobligation faldt mandag 1 basispoint til 2,49 pct.
I USA faldt renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation mandag samtidig med med 9 basispoint til 4,22 pct., og den udvikling er fortsat tirsdag morgen på T-bondmarkedet i Tokyo. Her forrentes obligationen omkring klokken 7 i 4,18 pct.
Det er 3 point under rentens niveau, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede mandag.
Den toneangivende toårige amerikanske statsobligation så samtidig sin rente sætte sig med 12 basispunkter til 3,89 pct. mandag.
JOBTAL OG OPTIMISME
Tirsdag byder på mere nyt fra den anden side af Atlanten, når der lander nyt om beskæftigelsen. Det er JOLTS-rapporten, der giver indblik i afskedigelser og nye job - i januar, og som offentliggøres i kølvandet af den officielle jobrapport - for februar, sendt ud fredag.
Nordea mener desuden, at det kan være værd at holde et vågent øje med de ny tal for NFIB-indekset, der måler stemningen hos de mindre virksomheder i USA.
- Der er dog en risiko for, at denne optimisme gradvist forsvinder igen i takt med, at usikkerheden omkring en toldkrig og forstyrrelser i forsyningskæderne også rammer de mindre amerikanske virksomheder, skriver banken.
NFIB-indekset ventes at være skrumpet en anelse til 101,0 i februar fra 102,8 måneden forinden.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›