Obligationer/tendens: Rolig dag i vente med fokus på Lagardes tale

Udgivet den 27-11-2023  |  kl. 06:56  |  

Der venter mandag en på papiret rolig dag for obligationsmarkedet, hvor kalenderen er blottet for væsentlige nøgletal.

Derfor vil fokus formentlig rette sig mod Europa-Parlamentet, hvor Christine Lagarde, chef for Den Europæiske Centralbank, taler i eftermiddag.

Det ventes, at hun i høj grad vil gentage pointerne fra sin tale i fredags, hvor budskabet var, at renteløftene er begyndt at virke, men at kampen mod inflationen ikke er vundet endnu. Der vil dog også blive holdt øje med, om hun forsøger at tale markedets forventninger til mulige rentenedsættelser i 2024 ned.

Den toneangivende tiårige danske rente endte fredag 2 basispoint højere i 2,88 pct. Der var ikke den store udvikling i USA efter danske lukketid, hvor den tiårige amerikanske rente lukkede i 4,47 pct., hvilket var samme niveau som ved lukketid i Danmark.

Mandag morgen er den tiårige rente steget yderligere to basispoint og handles til 4,49 pct. på markedet i Tokyo - 2 basispoint højere end ved dansk lukketid fredag.

Blandt dagens få nøgletal er opgørelsen over byggetilladelser og salget af nye boliger i USA.

- Den høje rente og den manglende konverteringsmulighed har givet et fastlåst boligmarked. Meget få huse kommer til salg, og der bliver købt få huse. Trods rentestigningerne ser vi fortsat moderate stigninger i boligpriserne i USA, hvilket skyldes det meget lave udbud af huse til salg, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank, i en morgenkommentar.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯  indblik❯ 

Seneste nyheder