Obligationer/tendens: Små hop på stedet i ventet flad handelsstart
Med blot få nedslag i nøgletalskalenderen er der langt mellem nyheder for obligationshandlerne på årets anden handelsdag.
Og alt peger da også på, at fredagen blive en stille en af slagsen på obligationsmarkedet, hvis den danske udvikling bliver et spejl af den amerikanske, hvor renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation lukkede 1 basispoint lavere i 4,56 pct. Fredag morgen sker der ikke meget på den kant, da børsen i Tokyo, hvor den tiårige amerikanske obligation normalt handles, holder lukket.
Først i næste uge kommer der lidt mere schwung over tingene, og handlerne kan se frem mod uge to i det nye år, der sluttes af med det såkaldte kongetal - antallet af nye job uden for landbruget.
Torsdag lukkede renten på den toneangivende danske statsobligation med udløb i november 2033 i 2,07 pct. - 2 basispoint lavere end på den sidste handelsdag i 2024, mandag.
TYSK ARBEJDSLØSHED OG AMERIKANSK AKTIVITETSINDEKS
Fredag formiddag kommer opgørelsen af den tyske ledighed i december. Den har ligget stabil trods økonomisk stagnation i Tyskland.
- Stagnation begynder dog at afspejle sig i antallet af beskæftigede i Tyskland, som er faldet de seneste måneder. Afmatning på arbejdsmarkedet kan skabe en selvforstærkende effekt, hvilket øger sandsynligheden for, at den tyske økonomiske nedgang vil sprede sig til andre europæiske lande, påpeger Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom i Sydbank.
Det ventes, at arbejdsløsheden vil stige til 6,2 pct. i december fra 6,1 pct. måneden før. Stiger arbejdsløsheden mere end forventet, kan det få renterne til at falde, da det vil øge sandsynligheden for en stor rentenedsættelse på 0,50 procentpoint fra Den Europæiske Centralbank.
Senere fredag kommer de amerikanske indkøbschefers indeks over aktiviteten i fremstillingsindustrien, ISM. Indekset ventes at falde et nøk til 48,2 i december fra 48,4 måneden før. Indekset ligger under 50, hvilket indikerer tilbagegang.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1181
- næste ›