Obligationer/tendens: Udsigt til let faldende renter
Det danske obligationsmarked ventes onsdag at åbne med let faldende renter, efter at de amerikanske statsobligationer tirsdag var præget af mindre rentefald. I USA reagerede investorerne i skuffelse over salget af eksisterende boliger på det nordamerikanske kontinent, som uventet faldt i december.
Boligsalget blev fastholdt med det laveste udbud af ejendomme i mere end et årti. Udviklingen, som sår tvivl blandt investorerne om styrken af opsvinget på markedet for fast ejendom, sendte renten på den 10-årige, amerikanske T-bond 1 basispoint lavere i 1,83 pct. Det niveau er fastholdt i Tokyo onsdag morgen. Inden de skuffede boligtal, var den 10-årige, amerikanske rente tirsdag oppe i 1,88 pct.
Da det danske marked lukkede tirsdag, lå den 10-årige, amerikanske rente i 1,85 pct. At dømme herfra tegner det til et beskedent rentefald herhjemme, hvor den 10-årige rente tirsdag lukkede i knap 1,66 pct.
- Boligtallene var skuffende. Investorerne er begyndt at bruge meget mere tid på at bekymre sig om tilstanden af den amerikanske økonomi. Det er derfor, vi ser ser kursstigninger, siger obligationschef Ray Remy fra Daiwa Capital Markets America om udviklingen i tirsdagens handel til Bloomberg News.
Salget af eksisterende boliger i USA viste et salg på 4,94 mio. boliger på annualiseret basis i december. Ifølge Bloomberg News var der ventet et salg på 5,10 mio. enheder. På månedsbasis faldt salget af eksisterende boliger med 1,0 pct. mod en ventet stigning på 1,2 pct.
Spørgsmålet for analytikere og porteføljeforvaltere er, om det svigtende salg skyldes de store problemer, som de amerikanske politikere havde med at indgå en aftale i december for at undgå den finansielle afgrund. Det kan have fået mange potentielle boligkøbere til at slå koldt vand i blodet, indtil deres skatteforhold efter årsskiftet var afklaret.
Der er kun få nøgletal at forholde sig til onsdag. Igen er det fra det vigtige boligmarked, hvor det er boligpriserne for november, som bliver offentliggjort kl 15 dansk tid.
Blandt de andre internationale begivenheder kommer der en opdatering på World Economic Outlook fra Den Internationale Valutafond - IMF - kl 16, og senere starter World Economic Forum i Davos.
På den hjemlige scene kommer der danske forbrugertillidstal fra Danmark, hvor der ventes et fald på 1,5 pct., ifølge estimater indsamlet af Ritzau Finans, og fra euroland kommer der også forbrugertillidstal.
/ritzau/FINANS
Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk