Obligationer/tendens: Udsigt til mindre rentefald

Udgivet den 12-05-2022  |  kl. 07:16  |  

Der er torsdag udsigt til mindre rentefald på det danske obligationsmarked, efter at øgede bekymringer for væksten har sendt de lange renter sydover.

Ugens vigtigste nøgletal landede onsdag eftermiddag i form af inflationstal fra USA.

Den større end ventede stigning i de amerikanske forbrugerpriser pressede i første omgang renten på den tiårige danske statsobligation op med 11 basispoint til 1,43 pct.

Den amerikanske centralbank ventes at bekæmpe den høje inflation ved at hæve renten i et højere tempo, men de højere renter frygtes på samme tid at ramme væksten.

Frygten for en lavere vækst pressede de lange renter ned igen, og dermed endte den tiårige danske rente ved dansk lukketid i 1,36 pct. - 2 basispoint over lukkeniveauet tirsdag aften.

Den amerikanske tiårige amerikanske rente har fortsat den negative tendens sent onsdag og tidligt torsdag, og på T-bondmarkedet i Tokyo ligger renten på den tiårige amerikanske T-bond torsdag morgen i 2,90 pct.

Det er 7 basispoint under lukkeniveauet ved dansk lukketid onsdag.

Torsdagens kalender byder ikke på de store nøgletal, men der leveres endnu et inflationstal fra USA.

Klokken 14. 30 ventes producentprisopgørelsen for april at vise et fald i den årlige stigningstakt til 10,7 pct. fra 11,2 pct.

Allerede klokken 8 lander også inflationstal fra Sverige, der kan få betydning for den svenske centralbank Riksbankens kommende renteforhøjelser.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯  indblik❯