Obligationer/tendens: Udsigt til renteplus inden næste nyt om USA's jobmarked
Det danske obligationsmarked kan åbne med rentestigninger torsdag, efter at de amerikanske renter i nattens løb har rettet sig.
Markedsdeltagerne vil særligt have fokus på det seneste nye om det amerikanske jobmarked i form af antallet af nytilmeldte ledige, vurderer Sydbanks seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel.
Onsdag faldt renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation 4 basispoint til 2,47 pct. Det er det laveste niveau siden marts i år.
Også i USA faldt renten på det tilsvarende amerikanske statspapir, der lukkede 6 basispoint lavere i 4,11 pct. Det var 2 point under renten, da det danske marked lukkede klokken 17.
Torsdag morgen springer renten dog tilbage til 4,16 pct. på markedet i Tokyo.
Den toneangivende toårige amerikanske statsobligation steg 2 basispunkter til 4,59 pct., og torsdag morgen stiger renten på det toårige statspapir yderligere 2 basispoint til 4,61 pct.
På programmet torsdag er næste indslag om det amerikanske jobmarked i form af opgørelsen for nytilmeldte ledige i sidste uge. Her er ifølge Bloomberg News ventet en mindre stigning i nyledigheden til 220.000 fra 218.000 forrige uge.
- Skulle vi se en kraftig stigning i ansøgningerne i denne uge, kan det presse renterne kraftigt ned og dæmpe risikoappetitten på finansmarkederne, vurderer Mathias Dollerup Sproegel i en morgenkommentar.
Onsdag kom fra USA nyt om jobskabelsen i form af den private ADP-jobrapport, der viste en noget svagere udvikling end ventet, og tirsdag blev det offentliggjort, at antallet af jobopslag faldt mere end ventet i oktober.
Handelsugen afsluttes med den officielle jobrapport uden for landbruget, hvor der i november er ventet en stigning til 185.000 fra 150.000 måneden før.
Fra Tyskland offentliggøres klokken 8 nyt om industriproduktionen, der i oktober ventes at være steget 0,2 pct. efter et fald på 1,4 pct. måneden før.
Derudover offentliggøres fra eurozonen tredje opgørelse for BNP-væksten i tredje kvartal, der på kvartalsbasis ventes at bakke 0,1 pct.
I dagens løb kan der ses frem til taler fra Den Europæiske Centralbank, ECB, som østrigske Robert Holzmann og direktionsmedlem Frank Elderson. Flere af ECB-cheferne har i ugens løb talt imod, at renterne i eurozonen vil blive sænket på kort sigt, som markedet ellers har regnet sig frem til.
Dertil mødes finansministrene i EU torsdag for at diskutere næste års statsbudget. Her kan diskussioner om budgetunderskudet presse de sydeuropæiske renter, påpeger Sydbanks seniorøkonom.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›