Obligationer/åbning: Lille rentefald efter overraskende dyk i fransk inflation

Udgivet den 07-01-2025  |  kl. 08:58  |  

Inflationen er i fokus tirsdag, hvor der venter foreløbigt nyt om forbrugerpriserne for december fra Frankrig, Italien og for hele eurozonen.

Frankrig er først ude af starthullet med en inflation under forventning, og det sender renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation ned med et enkelt basispoint til 2,14 pct.

Senere på dagen venter nyt om antallet af ledige stillinger og en temperaturmåling for den servicesektor i USA.

De franske forbrugerpriser steg i december 1,3 pct. Dermed var inflationen uændret i sidste måned af 2024, hvor der var ventet en stigning til 1,5 pct.

Næste inflationsindslag offentliggøres klokken 11, hvor særligt udviklingen i servicesektoren er i fokus, påpeger Sydbanks seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel i en kommentar. Han påpeger dog også, at inflationen er trådt lidt i baggrunden hos Den Europæiske Centralbank, ECB.

- Inflationstallet er i øjeblikket trådt i baggrunden. Direktørerne i Den Europæiske Centralbanks fokus lader til at være skiftet mod økonomien og de europæiske arbejdsmarkeder, forklarer han.

Inflationen i eurozonen ventes i december at være tiltaget til 2,4 pct. fra 2,2 pct. i november. Til gengæld ses kerneforbrugerpriserne stige 2,7 pct., som det også var tilfældet måneden før.

I eftermiddag venter nyt om antallet af ledige stillinger i USA, når den såkaldte Jolts-rapport offentliggøres klokken 16. I november ventes antallet af ledige stillinger at være faldet marginalt til 7,740 mio. fra 7,744 mio. i oktober.

Samtidig offentliggøres det vigtige erhvervsindeks ISM for servicesektoren, der i december ventes at være forbedret til 53,5 fra 52,1 måneden før.

- Da servicesektoren udgør 70-80 pct. af den amerikanske økonomi, er det vigtigt, at det går godt i servicesektoren, påpeger Mathias Dollerup Sproegel.

Et uventet fald i ISM-indekset kan presse renterne ned, tilføjer han.

Fra Danmark er der tirsdag morgen kommet nyt om arbejdsløsheden, der i november landede på 2,9 pct., som det også var tilfældet i oktober.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Open❯