Onsdagens aktier: Bryggeriaktierne vandt i inflationstynget C25-indeks

Stærke meldinger fra den hollandske bryggerigigant Heineken sendte Carlsberg og Unibrew suverænt i toppen af et rødt C25-indeks, som blev sendt til tælling, da der tikkede skuffende inflationstal ind fra USA.
Det gik særligt ud over de rentefølsomme aktier i Ørsted og Vestas, hvor også en støt faldende Novo-aktie var med til at trække indekset ned.
Samlet blev det til et minus på 0,7 pct. til 1782,70 for det danske eliteindeks, som først for alvor fik negativt fortegn, da den amerikanske inflation viste en overraskende stigning i januar.
- Inflationstallene kom ud til den høje side, og det kan aktierne ikke lide. På rentefronten er forventningerne nu, at Federal Reserve først kommer på banen med en rentenedsættelse i december. Så det har helt sikkert flyttet noget, og det ses på aktierne, som er kørt ned herhjemme, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.
Uden for eliteindekset var NNIT i stiv modvind hele dagen, da it-selskabet efter børslukketid tirsdag kom med foreløbige tal for fjerde kvartal samt en skuffende prognose for 2025.
POSITIVT BRYGGERINYT FRA HOLLAND
Herhjemme endte Carlsberg med et solidt plus på 3,2 pct. til 827,40 kr., mens Unibrew steg 2,9 pct. til 513,50 kr., da opløftende regnskabsmeldinger fra hollandske Heineken smittede af på dem.
Sidste år voksede Heinekens ølsalg med 1,6 pct., hvor analytikerne havde ventet en fremgang på 1,4 pct., viser estimater fra Bloomberg.
Det gav også et lidt bedre justeret driftsoverskud end ventet, da det landede på 4,51 mia. euro mod forudset 4,45 mia. euro.
I 2025 venter det hollandske bryggeri en organisk vækst fra driften på 4-8 pct., der afspejler en forventning om vækst i både de solgte mængder og i omsætningen.
Til sammenligning lød Carlsbergs prognose i sidste uge på en vækst fra driften i niveauet 1-5 pct.
De rentefølsomme energiaktier i Ørsted og Vestas blev sendt ned, da den skuffende inflationsrapport fra USA formentlig giver længere udsigter til rentenedsættelser fra Federal Reserve.
Ørsted tabte 2,6 pct. til 292,20 kr., mens Vestas faldt 2,3 pct. til 100,70 kr.
Med i bunden endte også rederiaktierne i A.P. Møller-Mærsk, hvor B-aktien faldt 2,4 pct. til 12.065 kr. Det skete efter tirsdagens pæne plus på 6,3 pct., da der blussede fornyede usikkerheder op om våbenhvilen i Mellemøsten, hvilket kan forlænge tiden med rederiernes brug af sejlruten uden om Afrika.
Men onsdag skrev Reuters, at Egypten og Qatar har intensiveret indsatsen for at redde våbenhvileaftalen, og at landene lå i drøftelser med Hamas og Israel for at forhindre, at aftalen falder til jorden.
SKUFFENDE TAL FRA NNIT
Der var særligt stort pres på it-aktien i NNIT, der onsdag tabte 11,1 pct. til 78,30 kr., efter den skuffende prognose, som selskabet kom med tirsdag aften.
NNIT venter i 2025 en organisk vækst på 7-10 pct. og en driftsmargin før særlige poster på 7-9 pct. Til sammenligning havde analytikerne ifølge et estimat fra selskabet på forhånd regnet med en organisk vækst i år på 9,9 pct. og en driftsmargin på 10,2 pct.
Finanshuset ABG sænkede efterfølgende anbefalingen af it-aktien til "sælg" fra "køb" og skar kursmålet ned til 70 kr. fra tidligere 115 kr.
Novo Nordisk fik genoptaget dækning hos Morgan Stanley, hvor anbefalingen lyder på den neutrale "ligevægt" og et kursmål på 700 kr.
Novo-aktien faldt 2,4 pct. til 585,70 kr.
Genmab kom kort efter markedslukning med sit regnskab for 2024. Forud for resultaterne endte Genmab-aktien uændret i 1373 kr.
.\\˙ MarketWire
Tags: Danmark❯ Market Close❯ Shares❯