Onsdagens aktier: Danske Bank trækker C20 modsat Europa
Efter fire gode dage med fire rekorder tog de danske aktier en puster onsdag, hvor stigningerne forsvandt som dug for forårssolens varmende stråler.
Med relativt tunge aktier som Novo Nordisk og Danske Bank klædt i rødt kunne Danmark ikke holde den positive tendens som ellers blev sået bredt i Europa onsdag med stigninger op til en lille procent i Tyskland efter stigninger i Asien onsdag og i USA både tirsdag og ved åbningen onsdag.
C20 Cap-indekset lukkede med et fald på 0,7pct. til indeks 584,51 onsdag.
- Det er en tendens til at det er defensive aktier, der kører pænt, hvis man ser bort fra Novo Nordisk, der falder, siger afdelingschef i Sydbank, Ole Kjær Jensen, over for Ritzau Finans og fremhæver stigningerne i forsikringsaktierne, TDC, WDH og Novozymes, som eksempel på det.
En række konjunkturfølsomme aktier blander sig dog også i C20-toppen, som Mærsk og FLS.
Danske Bank blev onsdag presset af storaktionæren Realdanias salg af 52 mio. aktier i banken. Aktierne blev afregnet til 105 kr., hvilket i forhold til slutkursen tirsdag svarede til en rabat på 5,7 pct. til køberne. Aktien lukkede i 106,10 kr. - 4,7 pct. lavere.
Det sendte faktisk også aktien ned meget tæt på bunden af det brede europæiske Stoxx 600-indeks, hvor Danske Bank sluttede med en placering som sjettesidst blandt indeksets 600 aktier. National Bank of Greece funklede i bunden af indekset.
- Det er fair nok, at aktien handles ned, når der er blevet placeret 52 mio. aktier til 105 kr., siger Ole Kjær Jensen, der dog vurderer aktien som interessant efter kursfaldet.
Kollegaen Nordea holdt onsdag kapitalmarkedsdag i London. Det gav nu ikke positiv opmærksomhed. Aktien lukkede med et fald på 2,1 pct. i 67 kr.
De to banker var agterlanterner i C20-indsekset.
Blandt topaktierne lå forsikringsselskaberne Tryg og Topdanmark. Flere medier skrev onsdag om, at forsikringsbranchen tjener gode penge i disse år, hvilket også Topdanmarks regnskab - det sidste C20 årsregnskab - tirsdag vidnede om. Topdanmark steg 1,3 pct. til 1402 kr., mens Tryg steg 0,7 pct. til 469,90.
/ritzau/FINANS
Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk