Onsdagens aktier: Femte C20-rekord på stribe
Det danske aktiemarked fortsatte onsdag den imponerende optur med sin femte lukkerekord for C20 Cap-indekset i træk. Midt på dagen tydede det ellers på en lettere negativ lukning, men opløftende beskæftigelsestal fra USA var siden med til at trække markedet i plus.
Det danske eliteindeks sluttede dagen 0,3 pct. højere i 708,97, og med fem stigninger i streg er indekset steget fra 684,66 siden årsskiftet. Vestas, som havde været den store drivkraft bag de foregående dages stigninger, faldt ellers 2,0 pct. til 193,5 kr.
- Efter en helt fantastisk start på året, rammes Vestas af lidt profithjemtagning, siger aktiehandler Martin Munk fra Jyske Bank til Ritzau Finans.
Efter en stigning på 400 pct. i 2013 indledte Vestas 2014 med fire børsdage med en samlet fremgang på 23 pct. - blandt andet hjulpet af mandagens opjustering fra selskabet af forventningerne til pengestrømmene i 2013.
- Mon ikke, at der er aktører, der efter at have fået en opjustering af det frie cash flow for tredje kvartal i træk, nu også gerne vil se, hvordan driften og bundlinjen har udviklet sig i årsregnskabet den 4. februar, tilføjer Martin Munk.
Genmab lå ligeledes i den tunge ende af C20 med et fald på 2,2 pct. til 224,9 kr. Ifølge Jyske Bank kan markedet have været for optimistisk i forhold til salgsudsigterne for selskabets kræftmiddel Arzerra. Det vurderer banken, efter at der er kommet data fra det konkurrerende kræftmiddel Ibrutinib fra Johnson & Johnsons.
- Det understøtter min opfattelse af, at markedet overvurderer potentialet for Arzerra lidt, fordi der kommer konkurrence fra nye produkter, blandt andre Ibrutinib, siger senioranalytiker i Jyske Bank Frank Hørning Andersen til Ritzau Finans.
Faldene i Genmab og Vestas blev dog mere end opvejet af aktierne i plus, herunder af sværvægteren Novo Nordisk, der steg 0,6 pct. til 207,8 kr. Coloplast klarede sig bedst i indekset med en stigning på 2,7 pct. til 368,1 kr. efterfulgt af Jyske Bank med en stigning på 1,7 pct. til 303,5 kr.
Mærsk fortsatte samtidig de positive takter fra tirsdag, da selskabet annoncerede frasalget af størstedelen af sine aktier i Dansk Supermarked med en klækkelig milliardindtægt til følge. Flere finanshuse har efterfølgende løftet deres kursmål på aktien. Mærsk B steg 0,4 pct. til 62.550 efter et plus på 3,5 pct. tirsdag. Aktien er dermed steget i 10 ud af de seneste 11 dage og ligger aktuelt på det højeste niveau siden 2007.
Blandt sidepapirerne lukkede Matas 1,6 pct. højere i 154,5 kr., efter at selskabet sent tirsdag opdaterede investorerne på salgsudviklingen i tredje kvartal, herunder juleperioden. Omsætningen har udviklet sig bedre, end Nordea havde ventet.
- Det sammenlignelige salg for butikker, der har været åbne i mindst et år, steg med 5,5 pct., hvilket slog vores forventning om en vækst på 2,7 pct., siger Jesper Bamberger, der er aktierådgiver i Nordea, til Ritzau Finans.
Alm. Brand-aktien var blandt de mest stigende med et plus på 6,6 pct. til 25,8 kr., hvilket kan hænge sammen med, at Danske Markets udpegede den som en af de forventede vinderaktier for 2014.
Softwareudvikleren Trifork steg onsdag dog endnu mere - med 17,2 pct. til 13,6 kr. efter meddelelsen om, at der er et købstilbud på vej på 13,6 kr. fra Trifork Holding, som agter at afnotere Trifork fra børsen i København og fortsætte aktiviteterne ud af Schweiz.
/ritzau/FINANS
Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk