Onsdagens aktier: Solid C25-fremgang på Kina-forhåbninger

Udgivet den 30-11-2022  |  kl. 17:08  |  
Pandora

Pandora og Ambu endte onsdag i toppen af C25-indekset efter genåbningshåb og direktørs aktiekøb.

- Vi har et forholdsvis afventende marked forud for Powells tale i aften, siger afdelingsdirektør Ole Kjær Jensen fra Sydbank til MarketWire, der også peger på dagens nøgletal fra USA.

Onsdag eftermiddag bød på en række uensartede nøgletal fra USA med skuffelser målt på ADP-jobskabelsen og Chicago PMI-erhvervstilliden, mens bnp-væksten samt PCE-kerneinflationen blev oprevideret. Jolts-opgørelsen vidnede om et fortsat stramt arbejdsmarked med lidt flere end ventet ledige stillinger.

Det gav samlet set lidt bekymringer for en for stærk amerikansk økonomi og behov for mere stramning fra centralbanken. Det gav lidt modvind sidst på eftermiddagen på en dag, hvor stemningen generelt var positiv i Europa drevet af optimisme over signaler om en mere blød coronapolitik i Kina.

Herhjemme lukkede C25-indekset med et solidt plus på 0,9 pct. i 1686,61.

Uden for eliteindekset leverede SAS årsregnskab for perioden 2021/22, der bød på en gentagelse af prognosen for det nye regnskabsår.

VESTAS I TOPFORM EFTER ORDRER

Vestas skuffede med ordreindgangen i tredje kvartal, men tirsdagens to ordrer har givet lidt mere blod på tanden hos investorerne.

Tirsdag annoncerede Vestas en "meget værdifuld" australsk ordre på 756 megawatt inklusive en 30-årig serviceaftale samt en foretrukken leverandørstatus til 1300 megawatt i Sydkorea.

Sydbanks afdelingsdirektør pointerer, at Vestas er kommet ordremæssigt bedre i gang med fjerde kvartal, og det giver større tro på bedring i markedet.

Vestas-aktien lukkede med et plus på 1,9 pct. i 179,46 kr., mens Ørsted-aktien endte 2,7 pct. højere i 620,50 kr.

Ambu-aktien steg 4,6 pct. til 88,70 kr., hvor Ole Kjær Jensen fremhæver meldingen tirsdag eftermiddag knap en time før lukketid om, at selskabets finansdirektør havde købt Ambu-aktier for 0,8 mio. kr.

REKORDER TIL NOVO OG GENMAB

Tirsdag hindrede Novo Nordisk et større fald i eliteindekset, efter at medicinalaktien med en stigning på 2,5 pct. nåede sin hidtidige rekord.

Onsdag steg Novo-aktien med 0,5 pct. til lukkerekorden 884 kr. og inden for samme sektor endte Genmab også i rekord efter en stigning på 2,8 pct. til 3269 kr.

Pandora fulgte med et plus på 4,7 pct. til 527,60 kr. en positiv udvikling hos de europæiske luksusvareselskaber, der blev understøttet af øget håb om en lempelse af den kinesiske nultolerancepolitik og dermed en genåbning af det vigtige luksusvaremarked.

Uden selskabsnyt endte Coloplast med et minus på 3,5 pct. til 833,60 kr. i bunden af C25-indekset.

KURSMÅLSLØFT TIL DANSKE, NORDEA OG ISS

Den britiske storbank HSBC løftede kursmålet for Danske Bank til 167 kr. fra 137 kr. og for Nordea 79,57 kr. fra 72,89 kr.

Danske Bank, der fik gentaget anbefalingen "køb", endte 0,3 pct. højere i 127,50 kr., mens hold-anbefalede Nordea tabte 1,2 pct. til 74,23 kr.

ISS fik samtidig hævet sit kursmål hos Jefferies til 130 kr. fra 115 kr., mens den negative anbefaling "underperform" blev fastholdt.

Servicekoncernen vandt 0,9 pct. til 154,15 kr.

SAS GENTAGER FORVENTNINGER FOR 2022/23

Det skandinaviske luftfartsselskab SAS fremlagde onsdag morgen sit årsregnskab for den forskudte periode 2021/22, hvor forventningerne om et underskud før skat på 4-5 mia. svenske kr. i 2022/23 blev fastholdt.

Investorerne tog imod meldingen om et underskud i fjerde kvartal på 1238 mio. svenske kr. med ophøjet ro og sendte aktien 2,8 pct. lavere til 0,4105 kr.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯