Onsdagens aviser med Carlsberg, Nordea og Tryg
BØRSEN
TØJKONCERN VIL VENDE NEDTUR
Familien Ginsborgs holdingselskab har på fem år tabt halvdelen af omsætningen, så nu skal der ske noget nyt. Deres-butikker lukker på stribe, og retten til at sælge de eftertragtede Converse-sko ejes ikke længere. Nu skal der findes lønsomme nye koncepter indenfor mode, smykker og sko. (Side 6-7)
VIRKSOMHED VIL VISE VEJ I JUNGLE AF FORBRUGSLÅN
Danskerne optager forbrugslån for milliarder, men det kan være vanskeligt at sikre sig den bedste pris. Det vil virksomheden Lendme nu ændre på. (Side 8)
CARLSBERG STARTER NYT BRYGGERI MED BROOKLYN BREWERY
Carlsberg er gået sammen med Brooklyn Brewery om et nyt bryggeri i Litauen. Bryggeriet, der ligger i forlængelse af det eksisterende Svyturys-bryggeri, vil fokusere på specialøl, hvor salget er stigende. (Side 9)
STARTUP-FIRMA SPÅR TYSK DIGITAL REVOLUTION
Det kan blive en "gamechanger" for danske digitale firmaer, hvis Tysklands kansler, Angela Merkel, kommer igennem med sit valgoplæg. Det forudser startup-virksomheden Cortrium. (Side 14-15)
BERLINGSKE BUSINESS
NORDEAS KRAV TIL DANSK HOVEDSÆDE MØRKLAGT
Erhvervsministeriet har mørklagt store dele af korrespondancen med Nordea om storbankens ønsker til blandt andet skatteforhold, hvis hovedkvarteret rykkes til Danmark. Den manglende åbenhed om vilkårene er kritisabel, vurderer ekspert. (Forside, side 6-7)
BOOM I FORSIKRINGER MOD HACKERE HOS MINDRE SELSKABER
Tryg indledte i begyndelsen af året salget af forsikringer mod cyberkriminalitet til virksomheder. Forsikringskoncernen kan notere en heftig vækst på meget kort tid. (Side 5)
EJENDOMSINVESTORER FLOKKES OM DANSKE HOTELLER
Skyhøje priser på klassiske investeringsejendomme får investorer til at kigge på nye områder. I første halvår var næsten halvdelen af investeringerne alternative. Blandt andet hotelejendomme er eftertragtede, og tendensen kan ændre bybilledet de kommende år. (Side 11)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
NOVO-PENGETANKS FORVALTER ER LUN PÅ HØREAPPARATER
Topchef for Novo Holdings A/S, Kasim Kutay, ser masser af investeringsmuligheder, selv om priserne for tiden er tårnhøje. Novo Holdings har helt andre muligheder end de mange kapitalfonde. Pengetanken er blandt andet lun på høreapparatindustrien. (Forside, side 6-7)
DANSK MODEKÆDE RAMT AF KÆMPETAB
Et stort underskud har efterladt pengekassen tom hos det danske modetøjsfirma Day Birger et Mikkelsen, der har butikker flere steder i verden. (side 4)
GLOBALE ANGREB FÅR VIRKSOMHEDER TIL AT HAMSTRE CYBERFORSIKRINGER
På tre måneder har Tryg femdoblet salget af cyberforsikringer. I andet kvartal hamstrede mindre virksomheder 2800 cyberforsikringer svarende til mere end en solgt forsikring i timen. (Side 5)
DANSK BOGKLUB VIL DYSTE MOD ONLINEGIGANTEN AMAZON
Plusbog.dk sælger bøger til medlemmer og nærmer sig 100 mio. kr. i omsætning. Nu vil onlineboghandlen måle sig med Amazon på det irske marked. (Side 10)
/ritzau/FINANS
Tags: newspaper❯