Onsdagens aviser med TDC, PFA og AP Pension

Udgivet den 28-03-2018  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

SYMPHOGEN HAR BØRSPLAN KLAR EFTER SOMMER

Biotekselskabet Symphogen, der udvikler antistoffer mod kræftsygdomme, er snart børsklar efter at have været potentiel kandidat siden 2006. Det siger topchef Martin Olin Andersen. Selskabet har brug for godt en milliard i ny kapital. (Forside, side 6-7)

IVÆRKSÆTTER FÅR 40 MIO. KR. TIL FASTFOOD-SATSNING

Serieiværksætteren Thor Angelo henter 40 mio. kr. til sit blot tre år gamle firma Orderyoyo, der konkurrerer med Just Eat med et nyt produkt til pizzeriaer. (Side 8)

DANSK PERSONDATASELSKAB VIL EROBRE USA

Newbanking vil erobre markedet for håndtering af persondata og bekæmpelse af hvidvask. Nordea er partner, og næste skridt er USA. (Side 12)

REALKREDITUDFORDRER STARTER PENGEJAGT PÅ 100 MIO. KR.

Boligejernes RK, der vil konkurrere med de store realkreditselskaber, er klar til at møde investorer og går efter mellemstore pensionskasser. (Side 16)

STOREBÆLTSREKORD GIVER BROSELSKAB MILLIARDOVERSKUD

Det statslige selskab Sund & Bælt Holding nyder godt af øget trafik og lave renter. Men selskabet forventer omsætningsfald i 2018. (Side 18)

BERLINGSKE BUSINESS

PFA VÆLGER TIDLIGERE BØRSDIREKTØR TIL NYKREDIT-SÆDE

PFA har valgt den tidligere nummer to i amerikanske Nasdaq, Hans-Ole Jochumsen, som sit bestyrelsesmedlem i Nykredit, der for nylig blev pensionskassens største investering til dato. (Forside, side 9)

H&M'S USOLGTE VARER FÅR OVERSKUD TIL AT STYRTDYKKE

H&M's strategi er tidligere blevet kaldt en opskrift på dårlige resultater, og de dårlige resultater fortsætter med at vælte ned over koncernen, der har fået den dårligste start på året i 16 år. Men den administrerende direktør i H&M forbliver optimistisk. (Side 6)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

TDC HAR MISTET 144.000 KUNDER PÅ ET ÅR

TDC, der er på vej til at blive opkøbt, kom ud af 2017 som den store taber. Samlet måtte TDC vinke farvel til 144.000 kunder fordelt på bredbånd, mobil og tv. (Forside, side 6-7)

FÆTTER BR-EJER UNDER PRES: FÅR TILFØRT 175 MIO. KR.

Ejerne af den danske legetøjsforhandler Top-Toy, der står bag Fætter BR og Toys "R" Us i Norden, har haft den store pung fremme. I alt 175 mio. kr. er netop blevet skudt ind i selskabet, der for nylig præsenterede et skuffende regnskab. (Side 4)

AP PENSION HALVERER OMKOSTNINGER MEN KUNDERNE BETALER DET SAMME

AP Pension har fået flere kunder, og de kommer især gennem Nærpension, som selskabet ejer, og som sælger pensionsordninger gennem 30 banker. Omkostningerne per kunde falder, men det et en regnskabsteknisk besparelse. (Side 4)

MOBILKRIGEN RYKKER IND PÅ BREDBÅNDET OG KAMPEN BLIVER HÅRD

Bredbåndsmarkedet kommer under omvæltning, når bredbåndskablerne åbnes for alle udbydere. Tele- og elselskaberne forbereder sig på benhård kamp. (Side 6-7)

KAPITALFOND BEDER KREDITORER OM AT SLØJFE GÆLD TIL MOBILSELSKAB

Kapitalfonden Catacap beder obligationsejerne bag et stort lån til Mobylife om at sløjfe 88 pct. af gælden for at redde selskabet. (Side 8)

DANSKE SPIL TIL ANGREB PÅ UDENLANDSKE GIGANTER

Danske Spil vil stoppe kundetabet med spillegigantens nye bettingsite, Youbet.dk, hvor spiludbuddet bliver skruet kraftigt op. Men en konkurrent kritiserer Danske Spil for at knopskyde. (Side 9)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer