Onsdagens avisuddrag med Goldman Sachs, Novo og TDC
BØRSEN:
18 MIA. KR. I ADMINISTRATIONSGEBYRER TIL REALKREDITINSTITUTTER
Ifølge dagbladet Børsens beregninger har de fire store danske realkreditinstitutter: Nykredit, Realkredit Danmark, Nordea Kredit og BRFKredit tjent over 18. mia. kr. i kundernes administrationsgebyr. Dansk Erhverv mener, at realkreditbranchen har problemer med at forklare fordoblingen på posten siden 2008. Gebyrerne indkasseres fra både erhvervslivet såvel som boligejerne. (Forside og side 6-7)
GOLDMAN SACHS ER KLAR TIL NYE MILLARDINVESTERINGER I DK
Postyret om købet af den store andel i Dong Energy i begyndelsen af 2014 har ikke gjort den amerikanske storbank Goldman Sachs mindre investeringsvillig i danske aktiver. Banken udtaler, at den har mulighed for at investere mere end de 8. mia. kr., den investerede i januar, såfremt den rette mulighed byder sig. Interessen for danske virksomheder skyldes de ofte store internationale prospekter. (Side 8-9)
SMÅREDERIER TRUER SHIPPING-MASTODONTERNE
De mindre rederier har, modsat Norden, Torm og J. Lauritzen, formået at få stabile overskud år efter år. Dette skyldes muligheden for at leje skibe til en billig hyre. Selv om shipping-markedet er præget af dårlige fragtrater, er det således muligt at levere overskud hos de mere fleksible, mindre rederier såsom XO Shipping, Copenship og TKB Shipping. (Side 10-11)
PLUS I ARNOLD BUSCKS REGNSKABSBOG
Danmarks ældste og største kapitalkæde af boghandlere, Arnold Busck, har vendt flere års underskud til overskud efter nøje gennemgang af virksomhedens omkostninger, som har ført til lukning af tre filialer, genforhandling af huslejer og reducering af visse butikkers areal. Generelt er boghandlerbranchen udfordret af bl.a. supermarkedernes salg af bestsellere. (Side 14)
BILLIGT FORLIG I NOVOS ERSTATNINGSSAG
Der er indgået forlig i den fire år gamle sag, hvor amerikanske indkøbsselskaber anklagede Novo Nordisk for at have forhindret konkurrence til diabetespillen Prandin, da patentet udløb i 2009. Jævnfør Børsens oplysninger var forliget på 110 mio. kr. billigt sluppet, da kravet var i milliardstørrelsen. (Side 18-19)
ANALYTIKERE: TELIA KAN KØBE TDC
Spekulationerne om en nordisk konsolidering indenfor telebranchen fortsætter efter TDC's 12,5 mia. kr. store opkøb af den norske kabel-tv-udbyder Get i denne uge. Købet blev efterfulgt af undren og et markant kursfald. Ifølge analytikere er den oplagte køber til TDC det svenske teleselskab Teliasonera. (Side 20)
STORE SKATTELETTELSER I 2015 HVIS DET STÅR TIL K
Søren Pape Poulsen, leder af De Konservative (K), udtaler, at K's finanslovudspil indeholder ønske om skatte- og afgiftslettelser samt en forlængelse af boligjobordningen. Topskattesatsen skal sænkes fra de nuværende 15 pct. til 9 pct. i 2015. Søren Pape mener ikke, der er tale om skattelettelser til de rige, da det berører 500.000 danskere, som betaler topskat. (Side 22-23)
BERLINGSKE BUSINESS:
LOVBESTEMT MINDSTELØN AFVISES NU IKKE AF FAGBEVÆGELSEN
Hovedorganisationen FTF, som repræsenterer mere end 80 forskellige fagforeninger og forbund i Danmark, åbner for en diskussion af lovbestemt mindsteløn i Danmark. I takt med bevægeligheden over EU's grænser samt den stigende udenlandske arbejdskraft, er der, ifølge formanden for FTF, Bente Sorgenfrey, behov for en debat om lovbestemt mindsteløn efter tysk, islandsk og norsk eksempel, som alle har positive erfaringer. (Forside og side 11)
MÆRSKCHEF FÅR BETINGET DOM EFTER KURSFUP
I retten ved Lyngby faldt der tirsdag dom i den omtalte sag om kurssvindel med Gyldendal-aktier. Den tidligere direktør i Mærsk Olie, Jep Brink, blev idømt tre måneders betinget fængsel samt en bøde på 500.000 kr. Jep Brink og advokat har endnu ikke besluttet, om de vil acceptere dommen. (Side 3)
GOLDMAN SACHS FORTSÆTTER JAGTEN PÅ DANSKE INVESTERINGER
Herhjemme er Goldman Sachs mest kendt for opkøbet af ISS i 2005 samt den udskældte handel i januar med Dong Energy, hvor den amerikanske finansgigant ejer cirka 19 pct. af aktierne. Furoren har dog ikke afskrækket Goldman Sachs, som mener, at den danske økonomi er relativt åben og derfor oplagt til udenlandske investeringer i både million- og milliardklassen. (Forside og side 4-5)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV & ØKONOMI:
FALD I ANTAL AF TVANGSAUKTIONER
En undersøgelse lavet af Finansforbundet, bankernes fagforening, blandt 4000 bankrådgivere viser, at knap 80 pct. har personlige salgsmål. En fjerdedel af bankrådgiverne i undersøgelsen har følt sig presset til at sætte bankens interesser højest. 19 procent har også gjort det, hvilket har kunnet komme kunden til skade. Årsagen skal findes i salgsmålene, mener seniorrådgiver ved Aalborg Universitet. Det afvises dog af bankernes brancheorganisation. (Forside og side 5)
WIDEX EFTER MILLIONUNDERSKUD - OVERSKUD I VENTE
Widex, Danmarks tredjestørste høreapparatproducent, havde i regnskabsåret 2013/2014 igen et millionunderskud. Denne gang på 120,4 mio. kr. 100 funktionærstillinger er nedlagt og den nye topchef, Jørgen Jensen, spår overskud i indeværende regnskabsår. Virksomheden skal i følge topchefen bl.a. forbedre forandrings- og justeringsevnen. (Side 2)
/ritzau/FINANS
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›